HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1988 h5

Hellig-Hansen og hans huse

forstand; hans navn figurerer tilsyneladende ikke i nogen ekstrakt­ protokoller over domme eller navneregistre over fallenter, ligesom hans navn ikke synes at findes i Berlingske Tidendes løbende offentlig­ gørelser af konkursboer. Det har været meget nemmere og stilfær­ digere både ved National og Dagmar at ordne disse ting internt. Da Hansen ikke synes at have brugt juridisk bistand og selv ikke kunne fordrage »papir«, har det for National-aktieselskabets bestyrelse været nemt, at man »under Paaskud af, at han havde brudt Aftalen ved at lave Variete i Dagmarteatrets Tunnel, lod være at betale ham Hesten« (dvs. tre af de fire rater, han skulle have salgssummen på en million udbetalt i). »Fader var godtroende og altid fortravlet, han lærte aldrig at faa noget skriftligt. Derfor kunde han heller ikke nu dokumentere, at Aftalen ikke gjaldt Dagmarkomplekset, som paa det Tidspunkt [vel købekontraktens] allerede var under Opførelse. Den gjaldt kun senere Byggeforetagender« (Camilla). Man gad gerne set den kontrakt, men det fik heller ikke samtidens journalister lov til. Hvad angår ændringen fra »Dagmars Tunnel« til »Etablissementet Dagmar«, så kan den af annoncer ses at have fundet sted 1. juli 1883, altså knap fire måneder efter åbningen af Teatret. løvrigt blev Hansen ved med at lave varieté i Tunnelen. Men det kunne han måske også ligesågodt! Hvornår der »skete noget« på Dagmar, der kunne opfattes som kon­ kurs eller fallit, kan ikke siges bestemt, men man kan gætte på somme­ ren 1884. Schovelin skriver, med sin fortolkning af et eller andet i de nu forsvundne kilder, at Landmandsbanken - efter konteksten at dømme engang i 1884 - »overtog Dagmarkomplekset som ufyldest­ gjort Kreditor«. I Dagmars realregister er ejendommen imidlertid først den 13. april 1896 tilskødet en ny ejer, hotelforpagter Julius Nielsen, jfr. at Krak også fortsætter netop så længe med Hansen som ejer, og at beboelses­ huset i Nørre Farimagsgade, som Hansen dog kan ses at have fraflyttet i 1890, registreres i Krak som ejet af Hansen til så sent som 1905! Når dertil kommer den tidligere nævnte fjernelse af alle byggesagspapirer omkring Hansen, må man konstatere en farceagtig kommunikations­ brist mellem det private og det offentlige. Journalisten Viggo Schiørring har jo nok reelt ret i at fastslå,16 at »af E jere har det store Kompleks kun haft fire: Hellig-Hansen, Land­

63