HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1988 h5

3 7 år i Københavns komm unes tjeneste

tropisk karakter, at det offentliges overtagelse af større og større områ­ der af den sociale forsorg kom til at gribe ind i det private og bl. a. medførte, at der blev stillet større krav til regnskabsvæsenet, så dette blev langt mere kompliceret end hidtil. Det arbejde, der påhvilede Diakonissestiftelsens kasserer, blev herved alt for stort til at kunne ud­ føres af et ulønnet bestyrelsesmedlem, og kassereren måtte derfor have en sekretær, der kunne komme nogle timer hver dag og fungere som en slags hovedbogholder. Denne stilling tilbød Toftegaard mig i april 1940, og jeg tog med glæde imod den og har beholdt den helt ind i mit 80de år. Københavns kommunes årlige bruttobudget var, da jeg for­ lod kommunens tjeneste, på ca. 300 millioner kroner; Diakonissestif­ telsens budget var, da jeg tiltrådte, ca. 3 millioner kroner; det var altså kun 1 % af kommunens. Men arbejdet var af samme art og pro­ blemerne ofte de samme; og så spiller to nuller mere eller mindre ikke så stor en rolle, som man måske kunne tro. Det har i alt fald været et arbejde, som har fanget min interesse og bragt mig i forbindelse med mennesker, som jeg er kommet til at holde meget af. Men til sidst syn­ tes jeg ikke, at kræfterne længere kunne slå til, og jeg tog derfor min afsked fra den 1/4 1957. I de ikke få år, der er gået siden jeg forlod Københavns kommunes tje­ neste, har jeg gennem de forskellige nye hverv, som jeg her har fortalt om, haft rigeligt at beskæftige mig med og interessere mig for. Men det har aldrig kunnet bringe mig til at glemme, at Københavns kom­ mune har været mit livs egentlige arbejdsplads, og at det er der, jeg hører hjemme. Ikke mindst føler jeg det, når jeg hører rådhusklokkernes dejlige toner. Jeg stod på Rådhuspladsen den nytårsnat, da de lød første gang. I den kvistlejlighed, hvor min kone og jeg flyttede ind som ny­ gifte, lød de dag og nat, fordi vi boede så nær ved rådhuset. Anders Jensen sås dengang jævnlig i borgmester Jensens venteværelse; han skulle ind og andrage om, at klokkespillet måtte blive standset om nat­ ten for Paladshotellets beboeres skyld. Det var vist en rimelig begæ­ ring, og ønsket blev jo også til sidst opfyldt. Men min kone og jeg følte os nu ikke generede deraf, vel sagtens fordi vi var så unge. Nu bor vi lidt fjernere, så for det meste er det kun sent om aftenen og tidligt om morgenen, at rådhusklokkerne kan høres. Men når og hvor jeg hører 151