HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1988 h5

V ilhelm Jespersen

1936. - Med hensyn til lånemulighederne mente borgmester Kaper, at kommunen kunne og burde have opnået lån på bedre vilkår, end den gjorde, og at mangler hos mig havde haft en væsentlig andel i det utilfredsstillende resultat. Jeg har foran gjort rede for, at jeg, hvad realiteten heri angår, mener, at borgmester Kaper og de, der var af samme opfattelse som han, i det væsentlige havde uret; kommunen fik, hvad den kunne få. Hvad formen angår, kunne kommunen der­ imod nok have fortjent en bedre behandling, og det ville den antagelig også have fået, hvis dens finansborgmester havde haft en fastere posi­ tion. Hvem var det imidlertid, der fremfor nogen havde arbejdet på at nedbryde borgmester Hedebols prestige som finansborgmester? Det var borgmester Kaper, der havde gjort det, både ved sin direkte kritik og ved den måde, hvorpå han i afgørende øjeblikke trådte frem som den, der skulle ordne kommunens finanser. På de to hovedpunkter, hvor borgmester Kaper kritiserede mig, var jeg altså omvendt af den mening, at det var borgmester Kaper, der havde en væsentlig skyld. Denne meningsforskel, om jeg må kalde det så, strakte sig helt tilbage til 1931, ja til dels til 1926. Men i lang tid medførte den ingen forandring i det personlige forhold imellem os; jeg har foran fortalt om, hvordan der så sent som umiddelbart før borg­ mestervalgene i 1938 fandt en meget personlig og fortrolig samtale sted mellem borgmester Kaper og mig. Men da så økonomidirektør­ stillingen blev oprettet og min stilling derved blev umuliggjort, måtte det nødvendigvis medføre en ændring i min personlige indstilling over for den mand, som jeg anså for at have en hovedandel deri. Hvor hur­ tigt det gik, husker jeg ikke rigtig. Min kone var vistnok et hestehoved forud for mig. Ved borgmester Hedebols afskedsfest på Langelinie- pavillonen sad borgmester Kaper lige over for hende, og hun mær­ kede, at han ville hilse på hende. Men det ville hun ikke have, og hun holdt derfor sine øjne borte fra ham, så han ikke kunne fange hendes blik. Så sagde han imidlertid et eller andet, der var så morsomt, at alle de omværende og også hun måtte briste i latter, og så var han der straks: »Fru Jespersen, må jeg hilse på Dem!«, og nu kunne hun jo ikke længere unddrage sig. Selv dansede jeg samme aften - med fru Dalgaard som dame - lanciers i en kvadrille med borgmester Kaper og frue og to andre par. Men forholdet mellem borgmester Kaper og mig var alligevel brudt. Det var ikke blot min indstilling over for ham, der

148