HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1988 h5

3 7 år i K øbenhavns komm unes tjeneste

og et overmål af arbejde, var forbi. Jeg havde stået denne tid igen­ nem, fordi jeg havde en god samvittighed og en god kone. Efter som­ merferien skulle et nyt liv begynde.

Forfatningsforandring og min afsked »Ansvaret« var fordelt, og til afhjælpning af »manglerne« havde bor­ gerrepræsentationens undersøgelsesudvalg fremskaffet den fyldige betænkning fra det sagkyndige revisionsudvalg. Men fremsættelsen af forslag til gennemførelsen af de fornødne ændringer i den hidtidige ordning var henvist til magistraten, dvs. magistratens 2. afdeling, altså borgmester Hedebol med bistand fra mig og mit direktorat. Jeg brugte de sidste dage af ferien til i ro og fred at gennemtænke, hvad der skulle foretages, og at udarbejde de første udkast til de fornødne indstillin­ ger, så jeg straks efter ferien kunne møde op med dem. Men samtidig eller forinden var der et andet spørgsmål, der måtte klares, og det var, om jeg var den rette mand til embedsmæssigt at forestå dette reorganisationsarbejde. Ved afslutningen af affæren i udsalgsstederne var man enedes om ikke at rejse krav om særligt an­ svar over for enkeltpersoner inden for den administrative revision, og altså heller ikke over for mig. Men heraf fulgte jo ikke, at tilliden til mig var usvækket. »Politiken« havde i juni måned klart tilkendegivet, at den ikke mente, at jeg var den rette mand til at grundlægge det nye system, og den konservative presse var også meget kritisk indstillet over for mig. Det samme gjaldt vistnok begge oppositionspartierne i kommunalbestyrelsen, både de konservative og de radikale. Selv mente jeg i al beskedenhed eller ubeskedenhed, hvad man nu vil kalde det, at jeg kunne påtage mig opgaven og gennem mit hidtidige arbejde havde fået særlige forudsætninger for at løse den. Men det afgørende var, hvad den socialdemokratiske gruppe i kommunalbestyrelsen mente. Havde den fremdeles tillid til mig? Og selv om den havde det, var det ikke for hård en belastning for den at skulle holde på en em­ bedsmand, der havde fået den offentlige mening så stærkt imod sig som jeg? Jeg syntes, at jeg måtte tilbyde at søge min afsked med pen­ sion. Det løb gennem min hjerne, at jeg måske skulle gå op og tale med 129