HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1988 h5

V ilhelm Jespersen

stilling over for mig; ellers ved jeg ikke hvad; men det tidligere gode kollegiale forhold mellem os var ikke længere til stede og havde ikke været det i nogle år, da bedragerisagen kom frem. Alt dette behøvede jeg dog heldigvis ikke at komme ind på i retten. Jeg kunne nemlig på sagførerens spørgsmål svare, at jeg engang havde henvendt mig per­ sonlig til Koch på hans kontor, men at jeg da - for at tale i bogholder­ sprog - var blevet behandlet som en debitor, skønt jeg var en kreditor, og at dette havde været afgørende for, at jeg senere havde ønsket at lade forhandlingerne foregå skriftlig eller gennem de underordnede. Jeg tror, jeg fik dette anbragt ganske godt, og jeg havde for øvrigt ikke noget at beklage mig over i den behandling, jeg fik af Kochs sag­ fører, højesteretssagfører Gamborg. Men jeg var lettet, da det var overstået. Der var nemlig et forhold, jeg meget nødig ville spørges om, og som jeg godt kunne have risikeret at blive spurgt om, nemlig Dahlbergs fortid. Det var under sagen mod Ottosen og Dahlberg blevet oplyst, at Dahlberg i sin tidlige ungdom havde været straffet for bedrageri. Alle gik ud fra, at ingen i kommu­ nen vidste besked herom, men sådan forholdt det sig ikke. Dahlberg var oprindelig blevet antaget i magistratens 3. afdeling, og der kendte de til forholdet, og derfra blev der givet besked om det til Schaarup, da han omkring 1920 ansatte Dahlberg i den administrative revision. Tilfældigvis fik jeg dengang at høre om det. Det gik til på den måde, at jeg sagde til Schaarup, at jeg ikke rigtig forstod, at han havde taget Dahlberg; jeg fandt ikke, at han så godt ud; jeg syntes der var noget over ham, som om han kunne have været i konflikt med politiet. Schaarup havde dengang endnu ikke fået meddelelsen fra magistra­ tens 3. afdeling og svarede mig blot, at Henning Koch havde anbefalet Dahlberg; men et par dage efter havde han fået meddelelsen, og han kom da og komplimenterede mig for min evne til at læse i ansigter; men Dahlbergs affære med politiet var en gammel historie, og man skulle jo ikke hindre folk i at ernære sig på ordentlig måde, fordi de havde en ungdomsforseelse bag sig. Dette havde jeg altså vidst, men det var gået ned i min underbevidsthed; ved bedrageriernes åben­ baring i 1936 blev det vakt til live igen. I almindelighed er det vel sådan, at når en ung, der har forset sig, ikke bliver recidivist i løbet af en halv snes år, bliver han det aldrig; og det skyldes ingen fejltagelse, at hverken stat eller kommune forlanger blank straffeattest som betin­

122