HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1987 h5 ny

37 år i Københavns kommunes tjeneste

familie med den mand, der var forfatter til de bedste bøger, der var skrevet om det engelske sprog, dr. Otto Jespersen. Det måtte jeg svare bekræftende på. Noget personligt kendskab til ham havde jeg ikke, bortset fra at jeg en enkelt gang i min pure ungdom havde været sam­ men med ham - vor familie er meget stor. Men min fars kødelige fæt­ ter var han, og nogle af hans søskende havde jeg været mere sammen med, hvad jeg fortalte den pågældende embedsmand. Jeg forstod, at det gjorde et gunstigt indtryk på ham, og jeg kom mig lidt af den følelse som den fuldkomne Mr. nobody, der havde generet mig lidt til at begynde med. Et par dage senere gentog det samme sig på et andet kontor, og efter yderligere et par dages forløb ser jeg den herre, jeg talte med, ved samtalens slutning tage mit kort frem og begynde: Mr. Jespersen, your name osv. ganske det samme om igen. Så forstod jeg, at det var min pligt, da jeg kom tilbage til mit hotel, at skrive til min onkel Otto og takke ham for den støtte, hans navn havde givet mig - endogså i en kreds af mennesker, der ikke af fag var filologer. Jeg var rundt på mange kontorer, både stats- og kommunale i Lon­ don, og jeg var også nogle dage i Manchester, der omtrent er på stør­ relse med København. I The Treasury havde jeg introduktion til en Mr. Bridges, som blandt andet forklarede mig, hvordan de andre ministerier måtte søge The Treasurys billigelse af deres personaledis­ positioner, og hvordan dette normalt ordnedes ved forhandling mel­ lem de forskellige kontorer; men hvis der ikke kunne opnås enighed, måtte sagen gå til ministermøde. Det afveg ikke så meget, som han måske troede, fra det jeg kendte hjemmefra. Men da jeg så spurgte ham, hvordan det sædvanlig gik i ministermøderne: det bliver vel så The Chancellor (finansministeren), der går af med sejren?, antog hans ansigt et ubeskriveligt udtryk, midt mellem latter og irritation, og han gjorde en stor pause, inden svaret fald t: it ought to b e ! Mr. Bridges var en meget levende og meget indtagende yngre embedsmand, og den halve eller hele time, hvori han forklarede mig om engelske personale­ forhold, var både belærende og særdeles fornøjelig. Da jeg 20 år senere læste Churchills The Second World War, gik det op for mig, at den Sir Edward Bridges, der sammen med General Ismay var Churchills nær­ meste medarbejdere under krigen, måtte være netop den Mr. Bridges, jeg havde truffet; jeg syntes, jeg kunne forstå, at han måtte passe ud­ mærket til det ansvarsfulde hverv. 105