HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

37 år i Københavns kommunes tjeneste

mand med en stor børneflok uden at få hjælp. Han kom op på kon­ toret for at melde, at et af børnene var død. Efter gældende regel skulle der udfyldes et nyt stort skema, hver gang familiemedlemmer­ nes antal forandredes ved fødsel eller død, og da det tidligere skema lå på rådhuset og først kunne komme ud til os den følgende dag, be­ gyndte jeg at stille skemaets spørgsmål: fulde navn, fødedag, fødested osv. Så for han op, og med en stemme, som var bristefærdig af harme og gråd, råbte han: »Men kender De mig da ikke mere? Hvorfor skal jeg på ny fortælle alt det, som De for længst har fået besked om?« Reglen om et nyt skema havde nu en fornuftig begrundelse, og i virke­ ligheden var han selv tjent med at hjælpe mig til hurtig udfyldelse af skemaet fremfor at vente på, at de gamle papirer kom fra rådhuset. Men jeg havde altså båret mig kluntet ad og ikke forklaret ham sagen ordentligt. Det varede nogen tid, inden vi kom på god fod igen. Og jeg havde for første gang fået en advarsel om, at skemaers udfyldning er en hård belastning for borgernes tålmodighed. En anden oplevelse gjorde også et stærkt indtryk på mig. Et uden for ægteskab født barn havde ligget på hospital og kunne nu udskri­ ves. Men moderen var flyttet, og hospitalet kendte ikke hendes nye adresse. Politiet, der blev spurgt, kunne ikke finde hende. Så blev der rettet henvendelse til vort kontor, jeg blev mobiliseret, og jeg fandt moderens nye bopæl som ansat på en restauration et sted i den indre by - og var ret stolt over mine detektiviske evner. Men glæden over min bedrift forsvandt rigtignok, da jeg personlig indfandt mig i restaurationen for at bringe moderen det gode budskab, at hun nu kunne hente sit barn. Det vakte i sandhed ikke glæde. Mage til surt ansigt skulle man lede længe efter; hun havde så sikkert håbet, at hun nu var sluppet af med det barn. Måske havde politiet været klogere end jeg ved ikke at lægge så stor energi i eftersøgningen. Endnu en erindring fra min distriktstjeneste må jeg nævne: en 14-årig moder. Halvt et barn og halvt en desillusioneret og slidt vok­ sen kvinde. Det var sørgeligt og uhyggeligt at se hende og tale med hende. Min distriktstjeneste varede knap et år. Så fik jeg et vink om, at der var en stilling ledig i et af forsørgelsesvæsenets kontorer på rådhuset, og at jeg burde søge den. Det gjorde jeg, og fra 1/3 1904 blev jeg ud­ nævnt til assistent i magistratens 3. afdelings 1. sekretariat.

97

9