HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

Vilhelm Jespersen

gøres forskel på forsørgere og ikke-forsørgere, og som regel var de mandlige tjenestemænd forsørgere og de kvindelige tjenestemænd ikke-forsørgere. Men pristallet havde kulmineret i 1920 og var nu i rask tilbagegang, og dyrtidstillæget i takt dermed. Man måtte regne med den mulighed, at dyrtidstillæget snart ville falde helt bort, og så ville ligelønsprincippet have sejret på en helt anden måde end i 1919. Dette kaldte modstanderne frem. De konservative i underudvalget foreslog at reducere alderstillægenes størrelse til halvdelen for ikke- forsørgere; de radikale sluttede sig hertil, men med den tilføjelse, at tillægenes antal for ikke-forsørgere skulle forøges således, at disse efter et åremål nåede op på samme slutløn som forsørgere. Kun socialdemo­ kraterne holdt fast på bestemmelserne af 1919, og socialdemokraterne havde flertallet. Der var mange andre punkter, hvorom der også konstateredes uenighed. Det gjaldt tjenestemændenes tillæg for overarbejde og til­ læg for arbejdstidens beliggenhed på søn- og helligdage og på aften- og nattetimer (»forskudt arbejdstid«). Socialdemokraterne henviste her til praksis i det private erhverv, de konservative og radikale min­ dretal til reglerne for statens tjenestemænd. Det gjaldt også med hen­ syn til tjenestetidens længde. 8 timers arbejdsdagen var anerkendt i princippet; men mindretallene ønskede en videregående aftrapning efter arbejdets intensitet, end flertallet ville gå med til. Også om løn­ arbejdernes lønninger var der uenighed; de konservative ville ved kommende overenskomstafslutninger have nedskåret nogle forhøjel­ ser, som kommunen havde givet udover, hvad det private erhverv gav. For dette og meget mere blev der i udvalgsbetænkningen gjort rede, og de forskellige forslag - enstemmige, flertals- og mindretals- - blev formulerede, begrundede og forsynede med oplysninger om den økonomiske rækkevidde. Det gik så videre i selve kommissionens be­ tænkning og i afstemningen i kommunalbestyrelsen. »De konservative må da være Dem meget taknemmelige for den betænkning, De der har skrevet«, sagde Schaarup til mig, da den forelå. Det ved jeg nu ikke, om de var; for øvrigt heller ikke, om de havde nogen særlig grund til at være det. Jeg skrev jo ikke frit ud af hovedet, men efter de direktiver, der blev givet mig i møderne. Men jeg var taknemmelig ikke alene imod de konservative, men imod alle udvalgsmedlemmerne, fordi de inden for den angivne begrænsning

156