HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

Vilhelm Jespersen

kluderede i det krav til magistraten, at den skulle yde tjenestemæn- dene »den betryggelse, at deres sager blev behandlet af en juridisk uddannet tjenestemand, som kender vor retsorden samt gennem stu­ dium og praksis er opøvet i at gribe en sags reelle kærne og derfor ikke kan befrygtes at ville fortabe sig i skolastiske spidsfindigheder«. Det næstsidste ord tog jo sigte på min teologiske fortid. Kort efter dette angrebs fremkomst kaldte borgm. Jensen mig op til sig. »Borgm. Marstrand siger, at magistraten må gøre noget for at dække Jespersen. Hvad mener De om det?« spurgte han. Jeg mente, at når magistraten var tilfreds med mit arbejde og viste det ved frem­ deles at anvende mig i min hidtidige gerning, så var der tilstrækkelig dækning; en bladlig diskussion om en af sine embedsmænds kvalifika­ tioner kunne ikke være magistratens sag. Kommunalforeningen var min egen organisation, og jeg måtte selv svare den. Det var borg­ mesteren enig i, og jeg sendte da et svar, hvori jeg blandt andet fik anbragt en henvisning til praksis i skattedirektoratet, som selvfølgelig ikke gik ud på altid at give den svage modpart ret, så snart der kunne rejses mindste tvivl. Svaret blev optaget i Absalon, men rigtig nok med en nedsablende efterskrift af redaktøren og med en artikel i næste nummer af Krause, der gjorde gældende, at efter vedtægten var det egentlig overpræsidiet, der skulle behandle personalesagerne, og skulle det være magistratens 2. afdeling, måtte denne i hvert fald her­ til anvende sit juridiske sekretariatskontor. Det var indlysende, at en fagmæssig juridisk uvilje imod mig havde fået en vis udbredelse. Da jeg nogen tid efter var sammen med borgm. Dybdal under private former, sagde han blankt ud til mig: »Her går vi vel henimod 100 juridiske kandidater i kommunens tjeneste og er be­ skæftiget med arbejde, hvori der i almindelighed er meget lidt jura. Så dukker der et nyt arbejdsområde op, hvori der for en gangs skyld vir­ kelig er jura, og det giver man til en teolog! De må da kunne forstå, at det oprører alt, hvad der er af jurister i kommunen!« Ja , det kunne jeg selvfølgelig godt forstå. Af natur hører jeg ikke til dem, der er imod eksaminer og eksamenskrav, snarere tværtimod. Men nu var jeg gan­ ske uskyldig kommen ind i dette; jeg havde ikke selv søgt dette ar­ bejde, det var blevet lagt på mit bord. Det var vokset og vokset; mine foresatte havde mange gange tilkendegivet deres tilfredshed med min behandling af det, og selv følte jeg ingen juridisk usikkerhed over for

120