HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

37 år i Københavns kommunes tjeneste

Der var opstået spørgsmål om forståelsen af nogle af de nye bestem­ melser, som borgm. Jensen havde fået gennemført. En tid tumlede borgmesteren selv alene med spørgsmålene; men en skønne dag blev jeg kaldt op til ham og fik udleveret nogle sager med anmodning om at se på dem og komme med en betænkning om dem. En af disse sager drejede sig om nogle andragender fra tjenestemænd, der var blevet sprunget forbi i lønanciennitet af yngre, som havde gjort ganske samme karriere som de, kun på et senere tidspunkt og derfor under de nylig vedtagne gunstigere regler. Det, der var passeret, betød en utvivlsom uretfærdighed imod de oversprungne; men at give de nye regler fuld tilbagevirkende kraft lå ganske uden for forudsætningerne for vedtagelsen og ville blive en dyr historie; jeg foreslog så at gå en mellemvej og at lade dem, der faktisk blev sprungne forbi, rykke op ved siden af springerne. Der kunne indvendes adskilligt imod denne løsning, men dens økonomiske virkninger kunne overses og var be­ grænsede, og med den var brodden taget af klagerne. Borgmesteren tog sagen i den samlede magistrat, og her stod man noget usikker over for den; de fire borgmestre enedes så om at holde et aftenmøde på borgm. Jensens kontor til drøftelse af sagen. Til dette møde anmodede borgmesteren mig om at komme til stede. Med nogen spænding mødte jeg op. Jeg vidste, at Malon også undertiden havde været tilsagt til møder, men han havde siddet ude i forværelset, hvor borgm. Jensen lejlighedsvis kom ud og spurgte ham. Var det det samme, jeg var til­ kaldt til, eller skulle jeg deltage i borgmestrenes møde? Det viste sig at være det sidste; borgm. Jensen kaldte mig ind og anviste mig plads ved sin side, og så sad jeg unge mand der ved det grønne bord, alene med de fire borgmestre. Jeg placerede mig på den yderste spids af stolen, rank som et lys og med armene ind til kroppen, og var meget betaget af situationen. Men så begyndte forhandlingen, og borgmestrene var meget elskværdige, både de to etatsråder fra den gamle tid og de to nye ikke betitlede. Efterhånden fik jeg sat mig naturligt på stolen og blev min generthed kvit; når der skulle debatteres, følte jeg mig på hjemmebane. Det endte med, at borgmestrenes betænkeligheder blev overvundne, og at de godkendte mit forslag. Da jeg gik hjem den aften, var jeg i højt humør; jeg forstod, at dette var en begyndelse, som kunne føre til mere; at jeg havde grund til at vente, at jeg ville blive brugt. Og det blev jeg. Det blev nemlig nu en

109

10