HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1984 h5
Det hårde kors af vanvittighed
bringe til de ca. 7 0 personer, der var i dårekister og -kamre og da de lå længst fra køkkenet, kan maden ikke altid have været varm, når den nåede frem. Mange har sikkert også skullet mades, om ikke af anden grund, så fordi de kunne have vanskeligt ved at styre de store lerpot ter, der rummede en hel pot og som ifølge kirurgen52 var så tykke, at det var svært at gabe over dem. Endelig var nogle af dem, der lå i dårekisterne, så vilde, at deres mad endte på gulvet - der har ikke væ ret personale til både at holde dem fast og made dem; det var næppe heller helt uden grund, at der var en lille luge i dårekisternes døre. I øvrigt var spisemesteren forpligtet til, efter medici eller kirurgs ordre, at lave aparte mad samt styrkende og velsmagende drikke som kirse bær- eller havresuppe til de afsindige - men kun når de var syge. Det var ifølge oldfruens instrux hendes opgave at se til, at lemmer nes rum og gang- og sengeklæder blev holdt rene, vaskede og vedlige holdte. Hun skulle påse, at gulvene dagligt blev fejede og bestænkede med vineddike samt at alt blev udluftet og røget med enebær. Især hos de vanvittige skulle oldfruen sørge for, at sengeklæderne blev vel vendt for at de ikke skulle forrådne og at deres linned blev vasket og ikke var fugtigt, når gangkonerne delte det ud. De, der lå i Claudi Rossets Stiftelse, skulle efter fundatsen have en over- og underdyne samt en hovedpude, overdynen i uldent vår, resten i bolster. Det var imidler tid kun 7 0 af samtlige lemmer, en sådan luxus var beskåret; resten lå i et knippe halm, der blev skiftet to gange årligt og med en gammmel, dårlig dyne over. Kirurgen klagede i 1 7 9 3 over dette og påpegede, at det meste af halmen efter et par uger var havnet på gulvet ved senge redningen - halmsække kunne afhjælpe dette, mente han.53 Gangklæderne var et stort problem; i et brev til Magistraten kla gede inspektøren i 1 7 9 1 over, at et halvt hundrede af de syge og afsin dige, der lå mod betaling - altså ikke de fattigste - var nøgne og trængte til både linned og uldent. Deres pårørende mente nemlig, at det var hospitalets pligt at forsyne lemmerne med tøj af de penge, der betaltes i kammerleje. I forvejen var situationen fortvivlende - de fat tige fik det, der blev kasseret fra Rossets stiftelse, når de dér fik nyt, men som kapitalens værdi forringedes, var også disse klæder så pjal tede, at det ikke engang var sylønnen værd at reparere dem. Når der skulle købes stof til de lemmer, der lå på kassen, måtte inspektøren forsikre Magistraten om, at ringere kunne han ikke få det. Det har sik 51
Made with FlippingBook