HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1981 h5

Et selvbestaltet velfærdsråd Spillet om borgerrepræsentationsvalgene i det 19. årh. A f Sigurd Jensen I det af borgerrepræsentationen udgivne værk om Københavns forfat­ ningshistorie hedder det om borgerrepræsentationsvalgene fra 1840 og frem mod århundredskiftet, at der som regel kun var én liste at stem­ me på, og opstillingen af kandidaterne foretoges af en snæver kreds, som især repræsenterede stadens håndværker-, industri- og handels­ foreninger, og listen fandt støtte i de fleste af hovedstadens aviser.1 I den formulering lyder sagen så enkel og kedsommelig, at man bli­ ver mistænksom. Så farveløst og lidenskabsløst kan københavnere ikke have fungeret i mere end et halvt århundrede. I borgmester Jacob Marstrands erindringer er beskrivelsen af proceduren da også langt mere spændende. Han skriver, at et »selvbestaltet velfærdsråd bestemte hvem der måtte vælges«.2 Men meget oplysende om hvad der egentlig foregik er bemærkningen naturligvis ikke. Lad os da gå på jagt efter dette selvbestaltede velfærdsråd og prøve at finde ud af, om der virkelig har eksisteret en sådan kommunalpoli­ tisk magtfaktor, eller om det hele har udviklet sig på den fredelige - næsten søvngængeragtige - måde som den officielle forfatningshistorie antyder. Da Københavns borgerrepræsentation blev oprettet ved kgl. anordning af 1.1.1840 , stod bystyret overfor den helt nye og uprøvede opgave at skulle organisere et kommunalvalg. Den lettedes ved, at antallet af kommunale vælgere ikke var ret stort. Det sørgede de stramme stem­ meretsregler for. De krævede, at man for at kunne stemme eller blive valgt havde løst borgerskab og var ejer af en større ejendom eller ydede en meget betydelig skat. Mindst halvdelen af de valgte skulle være grundejere. Af byens samlede befolkning på ca. 120.000 var der kun 1929 kommunale vælgere. Man benyttede nu den fremgangsmåde, at der blev udsendt en trykt fortegnelse over alle valgbare til samtlige vælgere. I princippet var 7

r