HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1981 h5

Sigurd Jensen

embedsmænd i indenrigsministeriet, der har siddet og vredet deres hjerner for at finde en udvej, men der er næppe nogen, der har kom­ plimenteret dem for resultatet. I folketinget var repræsentanter for alle partiafskygninger, lige bortset fra regeringens mest trofaste støtter, ved at vælte hinanden for at komme på talerstolen og tage afstand; her var der virkelig en sag, hvor man kunne score points ved kraftige og ordrige indsigelser. Da alle omsider havde fået talt færdig, blev for­ slaget lagt godt og sikkert til hvile i et dertil egnet udvalg.43 I de nærmest følgende år forærede regeringen ikke socialdemokra­ terne og de liberale den slags godter, og højremændene oppede sig meget og fik deres folk til stemmeurnerne. Men i det lange løb var de to oppositionsgrupper, trods den fortsat ret løse alliance, i stand til at få stadig flere vælgere frem —de bedre tider gav stadig flere så tilpas stor en årsindtægt med deraf følgende skattepligt, at de fik kommunal stemmeret. 1897 erobrede de liberale og socialdemokraterne flertallet i borgerrepræsentationen. Vi må da konkludere, at Marstrand havde ret i, at en lille selvbestaltet gruppe i en årrække havde en dominerende indflydelse på, hvem der kom ind i borgerrepræsentationen, selv om der dog var tilfælde, hvor den ikke fuldt ud afgjorde valgets udfald. At kredsen var selvbestaltet er ubestrideligt, men vælgernes interesse for borgerrepræsentationsval­ gene var i mange år så ringe, og valgsituationen i det hele så diffus, at det er forståeligt, at håndfaste folk følte trang til at gribe ind. Det nyvundne demokrati skulle jo bringes til at fungere. Marstrand var en af de liberale, der blev valgt ind i borgerrepræ­ sentationen i 1893, og da var »det selvbestaltede velfærdsråd« for længst hørt op med at virke. Dets tid var forbi i 1880’erne. Fra da af arbejder man sig - tungt og besværligt - frem mod den form for vælgerforeninger, som nutiden kender.