HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1981 h5

Et selvbestaltet velfærdsråd

ten, højtideligt underskrevet af Jens Jensen, K . M. Klausen og Emil Wiinblad. Underneden står derefter: - Som oppositionens fælleskan­ didat til borgerrepræsentantvalgene slutter jeg mig til ovenstående program for vor kommunes fremtidige udvikling. H. Trier. —42 Til trods for at der således endnu ikke var tale om fuld enighed, var sejren hjemme. Alle de valgte i 1893 var enten liberale eller social­ demokrater. De allierede venstrefløjspartier havde dog haft en meget effektiv støtte - højreregeringen. Denne havde nemlig kort tid før kommunalvalget taget et skridt, der var mange stemmer værd for oppositionen. Den 6. februar 1893 havde indenrigsminister Ingerslev forelagt et lovforslag om en husleje­ skat i København. De første 240 kr.s husleje skulle ganske vist være skattefri, så de dårligst stillede ville slippe helt for skatten, men be­ boerne af disse lejligheder havde sjældent stemmeret til borgerrepræ­ sentationen. Folk med store indtægter ville på den anden side kun i begrænset omfang føle sig generet af en huslejeforøgelse på nogle få procent. Det var mellemgrupperne, der ville blive hårdest ramt, altså bl. a. de faglærte arbejdere, som betalte en beskeden skat og derfor havde stemmeret ved kommunalvalget. De var ofte mindre flinke til at møde op på valgdagen og afgive deres stemme, bl. a. fordi afstem­ ningsforholdene betød, at de måtte ofre en del af deres sparsomme fritid på sagen. Nu fik oppositionspressen et argument i hænde, der kunne mobilisere selv de sløveste. For selv om sagen formelt var et rigsdagsanliggende, ville de københavnske borgeres reaktion naturlig­ vis være tungtvejende. Forslaget om en skat på københavnernes huslejer var en så kluntet idé, at det nærmer sig det absurde, selv om der lå en fornuftig tanke bag. Københavns kommunale kasse trængte til forstærkning. Loven om alderdomsforsorg af 1892 ville koste kommunen mange penge, man skulle have et nyt rådhus, byens kloakeringsforhold trængte til modernisering osv., osv., og pengene fra denne nye skat skulle hjælpe byen til at løse disse opgaver. Der havde været tanker fremme om at hæve loftet over indkomstskatten fra de daværende 3 pct. til 4F2 pct., men den vej syntes ikke farbar. De store kommunale lån, som var op­ taget gennem de senere år, foruroligede mange både i kommunalbe­ styrelsen og på rigsdagen, og de muligheder for billige lån, der havde foreligget i i88o’erne, var ikke mere til stede. Man kan føle med de 23