HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1981 h5

Sigurd Jensen

I 1 883 oprettedes Københavns liberale venstreforening, men venstre havde stadig ikke vælgere nok til at sætte repræsentanter ind i borger­ repræsentationen. Den liberale presse hævdede, at tilrettelæggelsen af, hvem der skulle ind i borgernes råd, stadig mere eller mindre lå i hæn­ derne på højrepressen og en lille klike bag den. I 1886 dannede højre­ folkene den kommunalpolitiske organisation Københavns kommunal­ forening, der bakkedes op af et halvt hundrede foreninger, officielt upolitiske, men med højreorienterede sympatier.38 Det at der nu stod organisationer overfor hinanden i kampen om stemmerne ved kommunalvalgene var medvirkende til at valgdeltagel­ sen blev sat i vejret. Ved valget i 1887 fik således den først valgte (bagermester, cand. polyt. C. F. Lichtenberg) 7451 stemmer, medens den sidst valgte (grosserer Chr. H. Munck) fik 5658. Oppositionens største stemmesamler tømrermester H. L. Thomsen fik kun 1852 stem­ mer.39 Hvor svært vælgerne havde ved at finde ud af de ganske stramme valgregler ses bl. a. af, at Berlingske Tidende i 1887 måtte indprente, at det var nødvendigt at vælgeren selv afleverede sin stemmeseddel, og at denne —det pågældende år —var ugyldig, hvis den rummede mere end syv navne.40 Navnlig dette sidste kunne nok skabe vanskeligheder, for antallet af pladser der skulle besættes, skiftede som nævnt fra år til år, fordi der foruden de seks der var på genvalg kunne være tale om ledige pladser på grund af dødsfald, bortrejse, ønske om at fratræde el. lign. Travle folk kunne have andet og vigtigere at tage vare på end at holde sig orienteret om, hvorvidt det var 6, 7, 8 eller endnu flere pladser, der skulle besættes. Det må have givet en del ugyldige stemme­ sedler. For at modvirke dette, uddelte vælgerforeningerne trykte stem­ mesedler, som var klar til at blive puttet i urnerne. Venstrefløjen forstod naturligvis, at for at sejre ved kommunalval­ gene måtte man stå sammen. Men det var svært. Noget fællesprogram for socialdemokrater og liberale lod sig ikke opstille, og man måtte nøjes med mere vage tilkendegivelser af en vis enighed og ønske om fællesoptræden overfor højre,41 og i 1893 nåede man så vidt, at social­ demokraterne og de liberale mødte med i al fald en kandidat, som fik fuld støtte fra begge parter, nemlig Herman Trier. Det markerede man på den måde, at socialdemokraterne offentliggjorde deres kommunal­ politiske program for borgerrepræsentationsvalget i Social-Demokra-

2 2