HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1981 h5

Sigurd Jensen

talte Heymann og skibsreder J . Strandgaard. Fædrelandet skrev, at de ikke burde genvælges, og at de ikke ville efterlade noget savn, men bladet måtte, da valgresultatet forelå, konstatere, at Strandgaard i al fald var blevet valgt til suppleant (han rykkede snart ind igen og sad til 1886). Men Fædrelandet trøstede så sig selv og sine læsere med, at når galt skulle være, var det ham, man var mindst ked af at se igen. Allerede året efter fik Heymann dog så mange stemmer, at han kom til at stå øverst på suppleantlisten. Men udviklingen formede sig så­ dan, at han aldrig mere blev medlem af forsamlingen.30 Det at man ville drage større kredse ind i udarbejdelsen af den kan­ didatliste, som byens toneangivende højreblade derefter skulle gå ind for, var naturligvis smukt, rigtigt og nødvendigt, men det var unægte­ lig mere besværligt end i de dage, hvor en lille udvalgt skare kunne samle sig om en cigarkasse i et redaktionskontor. I 1881 baksede man med forskellige tanker om, hvordan sagen skulle gribes an, bl. a. var man inde på, om man ikke burde indkalde alle byens landstingsvæl­ gere til et møde. Men det blev for voldsomt. I stedet fik man arran­ geret forskellige opstillingsmøder. For det største af disse stod forman­ den for Arbejderforeningen af 1860 som formel indbyder, og til det var indbudt formændene for Grosserersocietetets komité, industrifor­ eningen, grundejerforeningen, håndværkernes formandsforening og Den broderlige arbejderklasses hjælpeforening, samt ni borgerrepræ­ sentanter, som ikke var på valg, og redaktørerne for seks dagblade. På dette møde stemte man om de fremkomne forslag til kandidater, og stemmeflerhed blev afgørende for, hvem der kom med på listen, der støttedes af de implicerede blade. Det var denne liste, der sejrede ved valget. Et andet opstillingsmøde, der var indkaldt af et par ærgerrige borgere, som gerne ville være borgerrepræsentanter, fik opstillet en kandidatliste, men fik ingen valgt. Et tredie møde, hvortil bl. a. den senere marineminister F. Jøhnke var medindbyder, fik samme resultat. Københavns grundejerforening forsøgte sig uden større held med en annoncekampagne. Der var således tale om en ganske omfattende og intensiv valgkamp, men det lykkedes kun at få 3 174 af de ca. 15.000 vælgere frem til valgstederne.30 Også i 1882 stod formanden for Arbejderforeningen af 1860 som den formelle indbyder til et opstillingsmøde, domineret af højrekræf­ terne. Kredsen af indbudte var udvidet med bl. a, formændene for

2 0