HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1981 h5

Sigurd Jensen

Han havde nemlig stærke kræfter i ryggen. Hans fulde navn var Isaac Wulff Heymann (eller Heyman), og han levede 18 18 -84 . Hans støt­ ter var dels den jødiske menighed, der gennemgående følte sig under­ repræsenteret i byens råd, dels Københavns grundejerforening. Denne sidstnævnte forening, der var stiftet i 1860, må ikke forveks­ les med den grundejerforening, som blev stiftet ti år tidligere af en række godsejere og som havde ført sig stærkt frem på den politiske højrefløj. Københavns grundejerforening var formelt upolitisk og havde først og fremmest til formål at bekæmpe stigningen i grundskat­ terne. I starten havde den svære vanskeligheder på grund af interne stridigheder, senere kom der mere hold over tingene. En af dem der betød mest for foreningen var I. W. Heymann; 1865-8 1 var han næstformand, 188 1-84 formand.23 I det lange løb kunne redaktør­ kredsen da heller ikke holde ham ude af borgerrepræsentationen. 187 1 kom han ind. 24 Kredsens monopol kunne altså brydes. Det var ikke alle de københavnske avisredaktører, der fik lov til at være med i kredsen, og de der stod udenfor skumlede naturligvis over kredsens virksomhed. Således det lille ikke særlig indflydelsesrige kø­ benhavnerblad Hejmdal, der i 187 1 vovede sig frem med en kritik af, at de lister redaktørerne nåede frem til, blev til i en lukket kreds og ikke på et møde hvor repræsentanter for flere samfundsklasser havde adgang. Men så tog Carl Ploug sin barskeste mine på. Hejmdal fik en gevaldig røffel og fik at vide, at 30 års erfaring havde vist, at den an­ vendte fremgangsmåde var den mest praktiske, og Københavns kom­ mune kunne takke den for mange gode valg. For —hed det - bor­ gerrepræsentationsvalgene påkaldte nemlig ikke særlig stor interesse. Hvis man arrangerede offentlige prøvevalg, ville disse formentlig først og fremmest blive besøgt af nysgerrige og ikke i særlig grad af valg­ berettigede, og på sådanne åbne møder kunne man ikke frit drøfte de fremførte kandidaters personlige kvalifikationer. Derfor havde man indskrænket sig til at drøfte disse ting i en mindre kreds der »kun støt­ ter sin autoritet derpå, at repræsentanter for nogle større blade deltager i deres beslutninger«. Tøvrigt var listen jo kun et forslag. Hvem der ville kunne foreslå andre.20 Så længe enhver vælger i princippet var forpligtet til at modtage hvervet som borgerrepræsentant, kunne hvem som helst blive fore­ slået som kandidat på et valgmøde og derved få sin person sat under

1 6