HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1981 h5

Et selvbestaltet velfærdsråd

af 1850’erne også omfattede Berlingske Tidende, hvad der naturligvis yderligere styrkede kredsens indflydelse.19 I baggrundsgrupperne træf­ fes også bl. a. siddende medlemmer af borgerrepræsentationen (idet man dog holdt sig borte det år man selv var på valg). Den forstærkede kreds viste sin styrke i 1859 ved at få udskiftet et par håndværkere blandt de borgerrepræsentanter, der var på valg, med nogle den syntes bedre om.20 Flere andre dagblade sluttede sig i de følgende år til kredsen.21 Der var mere indflydelse at hente ved at være indenfor end ved at stå uden­ for med sin egen liste. Der var her skabt en monopolagtig situation. Redaktørerne for de dominerende københavnske dagblade og en række af deres anonyme meningsfæller, deriblandt en række allerede indvalgte borgerrepræsen­ tanter, sad nu og bestemte år for år, hvem der skulle ind i borgernes råd i København. Men når man har et monopol må det naturligvis vogtes. Kredsen passede godt på ikke at bruge det på en alt for ud­ æskende måde. Først og fremmest gik den principielt ind for, at sid­ dende repræsentanter, der ønskede genvalg, så vidt muligt burde gen­ vælges, og allerede det begrænsede i høj grad faren for at provokere. Men nye skulle der jo stadig ind, og når kredsen havde taget stilling for —eller imod —et emne, blev der ikke taget blidt på dem, der så anderledes på sagen. Som eksempel kan nævnes, at Arbejderforeningen af 1860 i 1863 førte vekselerer, kommerceråd I. W. Heymann frem som kandidat, til kredsens absolutte mishag. Dagbladet skrev i den anledning, at Heymann, der var en af stifterne af Industribanken (fra 1862), jo ganske vist ved sin store indsats i denne sag havde gjort de mindre næringsdrivende en væsentlig tjeneste. Men selv om Arbejderforenin­ gen af 1860 havde 2500 medlemmer, så var næppe 500 af disse kom­ munale vælgere, og iøvrigt havde Heymann slet ikke interesser tilfæl­ les med de små skatteydere, for han var en rig mand, der havde sin kapital anbragt i industrielle foretagender. Bladet fandt derfor at hans valg ville være »stødende«, og det tilføjede, at hvis arbejderforeningen følte den skyldte Heymann noget, så måtte den klare den sag inden for sine egne rammer. - Heymann blev da heller ikke valgt, men han fik dog 421 stemmer, og det var nok til at blive suppleant. 22 Hermed havde kredsen dog ikke hørt det sidste ord om Heymann. l 5