HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1980 h5

Egil Shall

Valdemar Koch, Nyrops tidligere konkurrent, forsvarede projektet med bl. a. de ord: Højt- og lavtstillede, dannede som udannede ville i denne imponerende hal modtage et indtryk af at blive sat halvt i knæ. Dermed bekræftede han Nyrops egen udtalelse om, at et lignende rum ikke ville kunne findes nord for Alperne. Ved borgerrepræsentationens 2. behandling af sagen den 18. juli 1892 blev fællesudvalgets indstilling vedtaget med 23 stemmer mod 8. Senere hen havde Koch dog adskillig kritik, han var tilfreds med tårnet indtil spiret, som han fandt for plumpt, især da det skulle dæk- kes med kobber, som fordrede en lettere udformning end et stenspir. Tinderne, som indeholdt ventilationsrørene, fandt han for brede. Han var ikke glad for de brede vinduer, men da de vel var nødvendige af hensyn til lyset, ville han finde sig deri. Det tårn (duetårnet), som af­ sluttede hovedbygningen, var ottekantet, hvorved det mindede for meget om den nordtyske arkitektur. Da rådhuset iøvrigt ikke var holdt i nogen bestemt stilart, var dette uheldigt. Nyrop havde drevet sin ori­ ginalitet for vidt på eet punkt, mente Koch, nemlig ved at anbringe en spidsbue over vinduet på den store gavl som afsluttede hovedbyg­ ningen. (Den findes den dag i dag og er en rund bue, der går op i en spids). Overgangen fra hovedbygningen fandt han for urolig, ligesom den øverste del af mellembygningens facade og det øverste af sidebyg­ ningernes facader i gården. Rådhuset blev bygget i perioden 189 3 -1903 , stort set efter pla­ nerne fra 1892 (Rådhus I I I ) . Baghuset blev ind mod den åbne gård forhøjet med en etage, så sidefløjenes og baghusets 3. sal fik ens små tætsiddende vinduer ind mod gården. Grundudgravningen var færdig 2 1. juni 1893. Til fundamenternes beton anvendtes cement fra Mecklenburg, grus fra Amager og singels fra Hedehusene og Stevns. Frederiksholms teglværk leverede hårdt- brændte flammede sten, hvoraf særligt udsøgte anvendtes til indven­ digt synligt murværk. T il det udvendige murværk leverede Mølle­ gårds teglværk ved Lyngbyvejen røde håndstrøgne sten. Den hugne sokkel blev opført af bornholmsk granit, til ydersiderne kom den fra Rønne, til den åbne gård fra Allinge. Som konduktør ved rådhusbyggeriet ansatte man arkitekt Emil Jø r­ gensen. Han lagde vægt på, at materialerne til byggeriet blev så ud­ søgte som vel muligt. Det opsving, der i Danmark derefter skete på 52