HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1980 h5

Hans Sode Madsen bad jeg Jørgensen, der var revisor for elevkassen, hvor A. var kasserer, gå over til eleverne og nedlægge sit mandat, da det ikke havde været muligt at få regnskaberne inden A. skulle rejse. Et kvarter efter var der konstateret et underslæb i kassen på 21 kr. Eleverne faldt fra. De var nu enige om at han skulle væk (der stillede dog to mand hos Jørgensen for underhånden at tilbyde at betale for A .). To mand skulle tage med til byen for at påse, at han betalte sin gæld inden han rejste. Et kvarter efter ringede betjenten, at A. havde været fræk og hav­ de fordret at betale et afdrag. Da dette blev ham nægtet »skulle han nok selv tale med statspolitiet«. Eleverne kom hjem med den besked. Revolten var endt. Alle ån­ dede op, nu behøvede man ikke at være bange for at blive regnet som dårlig kammerat ved ikke at holde med A. Næste dag torsdag var det strålende vejr. Vi gik tur på Arresøen, der var tilfrosset. Fredag morgen gik alle på normal måde i skoven igen. Man vil måske mene, at der ikke bør diskuteres frem og tilbage, men at man konsekvent skal hjemsende om muligt hele holdet i en strid som denne. At der ikke bør være skygge af tvivl om hvem det tilkommer retten til at kræve. Jeg tror dog det er bedst at undgå foreteelser, der kan bringe ele­ verne i en (omend tvivlsom) martyrstilling over for offentligheden. Den tilsyneladende desavouering af vor myndighed der sker medens det står på skal man ikke lægge vægt på. Det er min opfattelse, at det er bedst om sådant går af i stilhed, selv om der går tid. Og selv om tilfældet tilsyneladende kom os til hjælp, så klaredes si­ tuationen dog mere ved udnyttelse af tilfældet end ved selve tilfældets tilstedeværelse. Jeg tror, at den altfor konsekvente handlemåde - kategorisk hjem­ sendelse af alle obsternasige - vil indeholde muligheder for vrøvl. På den anden måde undgår vi vrøvlet, og sætter intet til. V i har til en­ hver tid herredømmet over besætningen. Ved en samtale med betjenten dagen efter oplyste han, at der al­ drig havde været noget vrøvl med elever, at de havde den bedste lov

172