HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1980 h5

Hans Sode Madsen at konstatere, at indplacering i det almindelige erhvervsliv er hoved­ sagen, at hjælpeforanstaltninger kun er hjælpeforanstaltninger, og at ungdomsarbejdsløshedsloven var blevet beklagelig lidt udnyttet. Her­ med var der i hvert fald ikke sagt for meget.51 På trods af den latente skepsis må det retfærdigvis medgives D.s.U., at organisationen direkte som initiativtager eller indirekte som idéformidler stod bag en betyde­ lig del af de udførte projekter, således f. eks. i København, Esbjerg, Næstved, Århus og Rønne. Ved bedømmelsen af de unges uvilje mod at tilslutte sig en foran­ staltning indgår endvidere det moment, at så længe vedkommende var medlem af en A-kasse og altså mødte til daglig kontrol, så længe var der håb om anvisning af arbejde. Arbejdsløshedstællingen fra 1934 bestyrker denne formodning. Det vil kunne ses, at antallet af tabte arbejdsdage stiger markant i området 7-300, d. v. s. den peri­ ode, hvor dagpengesystemet endnu virkede. Efter de gældende regler faldt dagpengene først bort, når den pågældende ikke havde været beskæftiget i 10 måneder i løbet af de sidste 2 år, eller havde været ledig i 26 subsidiært 39 uger, afhængig af den i A-kassevedtægterne fastsatte grænse på 3 eller 4 år. Fra den nutidige »paradoksproblem«- diskussion ved man, at det netop er i yderendeme af ledighedsperio- den, at den største jobsøgningsaktivitet udvises, nemlig i starten, hvor håbløsheden ikke er blokerende, og i slutningen, hvor udsigten til at måtte gå på bistandskontoret og lade sig underkaste en individuel støtte-bedømmelse virker ansporende. Den mellemliggende periode er - og navnlig var - præget af tilfældige småarbejder, der lige akkurat kunne holde skindet på næsen. Og når det drejede sig om løse jobs, gav købstæderne og de større byer en bedre overlevelseschance. Inci­ tamentet til at melde sig til en foranstaltning kunne givetvis være øget, hvis opholdet havde talt med som arbejde i arbejdsretlig for­ stand og således havde medvirket til at bryde de omtalte skranker på 26 (39) uger eller 10 måneder. Bedst havde det naturligvis været, om lejrarbejdet tillige havde taget sig fornuftigt og nyttigt ud og var ble­ vet betalt efter tariffen. Som forholdene var, krævedes der altså en kraftig indsats i såvel kommuner som fra de unges side, hvis loven skulle udnyttes efter sin hensigt.

Da sekretær i Socialministeriet, Poul Stockholm, i 1936 tog et vue

1 1 8