HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1979 h5

140

SIGURD JENSEN

tante spørgsmål: hvor mange borgmestre skulle smides ud. Man enedes om at nøjes med Hedebol og P. J . Pedersen, Ole Andersen skulle få lov at slippe; udsmidningen skulle ske før kommunevalget i 1 9 3 7 - Gruppen og de to berørte borgmestre blev orienteret. Herefter synes der at være sket noget, som man kun kan gisne om. Hedebol havde i al fald en samtale med Stauning; også andre kan have blan­ det sig; man må huske, at Hedebol selv når han stod svagest, havde opbakning fra en hel del partifæller. Den 15. december 1936 holdt bestyrelsen for den socialdemokra­ tiske gruppe i borgerrepræsentationen mode på Christiansborg med statsministeren, der foruden Alsing Andersen og Kliiwer også havde taget partisekretær Hedtoft Hansen med. Nu var Stauning blevet betænkelig. Det så ikke godt ud med en så håndfast fremgangsmåde overfor de to borgmestre, og både Alsing Andersen og Hedtoft var tilbøjelige til at mene, at det var P. J . Pedersen og Ole Andersen, der var skyld i balladen, hvorfor det i hvert fald var urimeligt at lade det gå ud over Hedebol. Enden blev, at man lod sagen falde, og bestyrelsen gik hjem for at pålægge de stridbare borgmestre at samarbejde bedre i fremtiden. Der var næppe mange af dem, der regnede med, at det ville hjælpe stort. Mellem jul og nytår holdt gruppens bestyrelse derefter mode med borgmestrene, og der blev truffet afgørelse om de seneste stridspunkter. Ole Andersen fik det som han ville have det med re­ misearealerne, og P. J . Pedersen fik tilslutning til en gadeplan, han og Hedebol havde været uenige om. Det var ingen god dag for Hedebol.47 Han sad dog stadigvæk godt fast i sadlen, P. J . Pedersen og Ole Andersen ligeså. Men det murrede i partiet. I disse måneder er det da, at tanken om en forfatningsreform kommer stærkt frem i drøf­ telserne. Hvis man fik en overborgmester, der alene håndterede fi­ nanserne, ville man kunne slippe for meget kævl. Efter en forfat­ ningsreform kunne man rokere om med en del sagsområder, hvilket mange fandt opportunt, og en forfatningsreform var et område, hvor man kunne få de radikale i tale. Disse nærede et gammelt ønske om at få borgerrepræsentationens beføjelser i forhold til magistra­ ten udvidet. Hedebol syntes også at en reform, der etablerede en