HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1979 h5

BORGMESTER PEDER HEDEBOL 131 at give drengene brune hænder. Men i England har man gjort prak­ tiske erfaringer under klimatiske forhold, som nærmer sig vore egne. Det er ikke helt små interesser, man her rører ved, hvilket man vil forstå, når jeg oplyser, at der i 1931 her til landet er indført val­ nødder for 345.000 kr. og i samme år valnøddekærner for 131.000 kr. Hvis nu den ærede forsamling vil give den ønskede bevilling på siger og skriver 600 kr., kan altså selv denne mørke og fattige tid række hånden frem med en værdifuld gave til eftertiden. Dette er et vidnesbyrd mere, hvis sådant behøves, for, at der ikke i og for sig er noget i vejen med de økonomiske værdier på denne jord, det er blot menneskenes håndelag, der somme tider glipper.28- Denne fede slutfloskel er fæl at sluge, selv nu næsten et halvt århundrede senere, men for Bindslev var sagen en foræring af de helt store. Hans situation var nemlig lidet misundelsesværdig, for selv­ følgelig kunne han som ordfører for den konservative opposition gøre vrøvl over socialdemokraternes manglende indsats mod arbejds­ løsheden, men det han og hans parti havde at byde på til gengæld var mere end magert (likvidering af de kommunale virksomheder og vage forslag om »en anlægsvirksomhed, der ikke mindst i krise­ tider sætter arbejde i gang, vel at mærke arbejde, der enten er uom­ gængelig nødvendigt eller direkte er af værdiskabende produktiv karakter«) og samtidig skulle han kræve sparsommelighed og ind­ skrænkning af det kommunale boligbyggeri, og dette sidste kunne jo ikke siges at være direkte beskæftigelsesfremmende.29 Vi må forestille os ham ilende glad hjem den 24. november. Den 1. december var det hans tur. Først holdt dog den socialdemokra­ tiske ordfører Ole Andersen en lang og floromvunden tale, der mun­ dede ud i et krav om offentlige beskæftigelsesarbejder. Så fik Bind­ slev ordet. Han begyndte med at lægge sagen op i det højest mulige niveau. Når Københavns finansborgmester holdt sin årlige budgettale i no­ vember måned, da talte han »ikke alene til kommunalbestyrelsen, ikke alene til København - og her må vi måske have lov til at tage Frederiksberg med - men for så vidt til hele Danmark, så vist som de, der har ansvaret for hovedstadens økonomi, derigennem har et medansvar for det ganske land«. Han mente, at forventningerne denne gang havde været større end nogensinde på grund af krisen.