HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1978 h5

2 1 0 ANMELDELSER brikker med en enkelt undtagelse, Kellinghusen, Kastrup-fajencerne tåler, når de er bedst, meget vel at stilles ved siden af de franske forbilleder. Det gælder ikke mindst de fra Sceaux inspirerede fade og terriner i en meget dristig, næsten på­ gående naturalisme. Med denne smukke og smukt trykte bog, der har mere end 300 illustrationer og 6 farvetavler, og som er udsendt med støtte fra såvel Ny Carlsbergfondet som Hielmstieme-Rosencrone, har Ahlefeldt-Laurvig (med al honneur for de to med­ forfattere) endnu engang markeret sit særlige talent for den kunstindustrielle arkæologi. Det er ikke hans eneste. Vor viden om Kastrup værk og dets produk­ ter hviler nu på en sikrere grund end før. Klogeligt holder forfatterne sig inden­ for rimelige begrænsninger og overlader til fremtidig forskning at efterspore ka­ pacitet og afsætning, om det er muligt, og ligeså at klarlægge de netop strejfede uklare og forskelligt vurderede forbindelseslinier mellem Kastrup og Kellinghusen. Men netop derfor havde en litteraturfortegnelse været på sin plads, og endelig kunne registret være mere omfattende. Disse slutbemærkninger bør dog ikke op­ fattes som malurtsdråber, snarere som fromme, uopfyldte ønsker. Sigvard Skov. Steffen Linvald: By og trafik gennem 700 år, Hernovs Forlag 1977, 106 sider, ill. Kr. 72.50. Steffen Linvald har udsendt en lille og letlæst københavns-historie fra Absalon til Frederik VII under titlen »By og trafik gennem 700 år«. Her er de store politiske og rigshistoriske begivenheder enten forbigået eller trængt i baggrunden, mens livet, som det formede sig i gader og stræder, er gjort til skildringens egentlige genstand. Det er nok mere i dette nye syn med hovedvægten på en enkelt side af kulturhistorien end i fremlæggelse af nyt stof, at man må søge bogens beret­ tigelse. Vi får da historien om bystyrets kamp for at få gaderne holdt rene og skikkede for den uhindrede trafik af kørende og gående; mens byens indvånere fortsat benyttede gaderne som affaldspladser og ved kælderhalse, bislag, skure og boder til egen bekvemmelighed hindrede og opholdt den legale færdsel. Linvald ved meget at fortælle om støv og snavs, søle og ælte, om magistratens vel udar­ bejdede, men trægt realisable planer for renovation og brolægning. Uden at lægge op til en sammenligning kan det nævnes, at Linvald har en be­ rømt forgænger i Hugo Matthiessens bog fra 1924 »Københavnske Gader 1728- 95«, som Linvald da også loyalt citerer; men det synes, at det er tiden, der følger efter Matthiessens skildring, der har haft Linvalds største interesse, og som derfor fylder halvdelen af bogen. Her lægger Linvald nok mere vægt på det lurvede og snuskede end på idyllen bag voldene, rammen om det vi sædvanligvis kalder guld­ alderen. Skellet mellem den gamle og den nye tid sættes ved 1856, da voldene faldt. Sidste kapitel hedder trafik og fremskridt; men fremskridtene var vel endnu ret beskedne, f. eks. er gaslygteme tændt ude i provinsen, før det skete i Køben­ havn, og hvad trafik angår, så vil nok den nyvakte interesse for den tekniske trafikhistorie skuffes noget over, at der kun kan blive to linier til jernbaner og dampskibe, som dog repræsenterede de virkelige trafikale fremskridt. Over disse