HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1978 h5

M IN SKOLETID 185 lemstor dreng til at lande i glideflugt ved den fjerneste væg. Selv hav­ nede jeg engang i brændekassen. Det var nydeligt arbejde, og jeg nyder det endnu: A thing of beauty is a joy forever. Rektor Birch fremhævede altid betydningen af, hvad han kaldte »der gelegentliche Unterricht«. Han gjorde også hæderlige forsøg på at udvide vor åndelige horisont; men det lykkedes ham aldrig at få tag i os. Der var noget ved hans ydre fremtræden, som vi fandt komisk. Han lignede Oehlenschlåger på hans ældre dage, da han var konferensråd med tilhørende mave og dobbelthage. Han smaskede med de fyldige læber, og han accentuerede toppunktet af sine tirader ved at knipse med fingrene. Hans kundskaber var nok omfattende, men ikke dybere, end at vore spørgsmål hurtigt kunne nå til bunds. Den »gelegentliche Unterricht« artede sig stundom noget mærkeligt. En dag, i næstøverste klasse, gjorde han pludselig en længere kunst­ pause og råbte så med et lystent smil: »har I ikke lagt mærke til, at der er en ganske egen duft ved unge kvinder?« En anden gang be­ gyndte han en time med at kaste dybsindige blikke omkring sig, hvor­ på han højtidelig fremsatte det spørgsmål: »Er der musik i himlen?« Hver enkelt af drengene måtte besvare det. Og hver gang én sagde: »ja«, udbrød rektor med Mariae-Himmelfarts-øjne: »Åh, han tror, der er musik i himlen!« Men hver gang én sagde: »nej«, lød råbet: »Åh, han tror ikke, der er musik i himlen!« Jeg har glemt løsningen på denne rebus; jeg husker blot, det var noget dialektisk vås. Rektor dyrkede nemlig Hegel i Heibergs fortynding. Næ, så var der en anden lærer, som fik langt større betydning for os, som vakte os alle af dvale og prægede mange af os for hele livet. Han hed dr. phil. Victorinus Pingel, i daglig tale »Pingeling«. Han var en luende fakkel i det kolde mørke, stormvejr over døsende død­ vande. Han var ung; han var radikal. Han var lærd, både filolog og geolog; men han kunne tale som en digter. Han ligefrem spruttede af iver og begejstring, så der stod et springvand ud af munden på ham. Han skildrede hellenismens herlighed, og han bragte os bud om vor samtids rørelser. Navne som Georg Brandes og Holger Drach- mann hørte vi for første gang berømmede af ham. Aldrig glemmer jeg den time, der egendig skulle have været brugt til noget ganske andet, men hvor han fremtog Drachmanns »Dæmpede Melodier«. Den var lige udkommet, ingen af os kendte den. Så begyndte han at

Made with