HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1978 h5

172

JUL IU S LEHMANN pålæg, som kartoffelskiver eller puddersukker. Brødet lå i en madkasse af blik og var nok så appetitligt indsvøbt i avispapir eller bladene af en udskreven stilebog. Hvor klosettet befandt sig, kan jeg ikke huske. Men i bestyrerindens spisestue var der et vægskab; og i det stod en metalspand, som benyt­ tedes, når man skulle »et lille ærinde«. Dér stod også, på en hylde, skolens naturhistoriske samling. Dens pragtstykker var en udstoppet stær og en snog i spiritus. Fra dette sted mindes jeg en af mit livs forfærdeligste tildragelser. Jeg måtte »ud« i naturhistorietimen og havde fået besked på at tage stæren med, når jeg kom tilbage. Men jeg kunne ikke nå den, så hoppede jeg, greb til - og stod dér, seks år gammel, med halen i hånden, medens fuglen selv var lige ved at gå i spanden. Endnu i dag har jeg afsky for stære. Jeg kan heller ikke lide snoge. Derimod holder jeg meget af forskellige spirituosa. Undervisningen blev anset for at være den bedste og mest »mo­ derne« i København. Skolen havde ligefrem et stiltiende privilegium på at få sine elever optaget i Metropolitanskolen. Jeg har også indtryk af, at vi lærte mærkværdigt meget. Rent ud sagt: det meste af, hvad jeg véd, kan jeg takke frk. Jessen for. Noget ganske nyt var brugen af »anskuelsesmetoder«. Når det, f.eks., var forklaret, hvorledes muld­ varpens gravepoter sad på kroppen, og hvorledes de benyttedes under arbejdet, sagde lærerinden: »Så er vi alle muldvarpe«. Hvorpå både hun og drengene satte hænderne i siden med fladen bagud og lod, som om vi skovlede jord tilside. For at øve os i udtalen af det engelske stemte »s« - vi dyrkede nemlig også fremmede sprog - holdt frøkenen et stykke elastik i hænderne. Så længe hun trak det ud mod begge sider, måtte vi alle sige: d d d ; når hun slap det, udstødte vi et hvis- lende »s«. Hvad man har lært på den måde, husker man evigt, selv cm det er forkert. Og det kan jo ikke nægtes, at vi undertiden fik mærkelige ting at vide. For eksempel, at man i Cotes d’Or gravede »fransk guld«, som var det fineste, der fandtes. Lærerstaben bestod af kvinder, og drengene behandledes fruen- timmeragtigt. Opførte man sig »pænt«, blev man overhængt med kys og kærtegn. Men hver forseelse fik sin straf, og straffen var tit barba­ risk. En af de mest yndede bestod i at samle synderens fingerspidser og slå løs på neglene med en tyk lineal. Angiveri var en fortjenstfuld gerning. Jeg havde engang i frikvarteret til en af de andre drenge sagt