HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1977 h5

TORBEN EJLERSEN

7 6

ikke, men Pfeiffer førte stensaven i sommeren 1766. I marts det følgende år overlod direktionen stenhuggermesteren som den »mode­ rateste« tilbudsgiver at sørge for »dend Marmor Grund der skall lægges omkring Statuen«; 3000 rdl. var prisen for materialer og ar­ bejdsindsats, senere forhøjet med 400 rdl. Det drejede sig om hvid, italiensk marmor, sorte, brabantske fliser og norsk marmor til afvi­ sersten, hvilket Pfeiffer anskaffede i 1768.88 Forinden havde han sik­ ret sig kongens bevilling til fortsat at lade sit værktøj fremstille og sætte i stand på eget værksted i Amaliegade, efter at smedelavet havde følt sig gået for nær i dets rettigheder.89 Mens Sally modellerede, og Pierre Gor forberedte støbningen, stil­ lede Pfeiffer piedestalen op og kunne aflevere den færdig til Asiatisk Kompagni den 25. juli 1768, hvorpå direktørerne hastede med dagen efter at fortælle generalforsamlingen, at det var »et Arbeide af dend største Fuldkommenhed«.90 Den opmuntring var dem vel undt! Sta­ tuen kunne derefter under stor festivitas og med opbydelse af sand teknisk snilde transporteres til Amalienborg og placeres på sit funda­ ment. Skjult her bag brædder og materialer - og milepæle —cisele­ rede man rytter og hest, mens stenhuggerne lagde gangens mosaik. Det forløb ikke uden gnidninger mellem Saly og Pfeiffer; denne ønskede ikke fortsat at være under franskmandens overopsyn, hvilket direktionen blot ikke kunne tage til følge.91 Samarbejdet mellem den selvbevidste kunstner og håndværkeren, der nu syntes svækket på helbredet,92 fortsatte, men Pfeiffer skulle ikke opleve det færdige kongemonument, ej heller det pinagtige opgør i Asiatisk Kompagni, da statuens pris kom for dagen. Enkemadam Pfeiffer påtog sig ved sin mestersvend den resterende brolægning om­ kring piedestalen samt opsætningen af 32 afvisersten.93 Købmandsdatteren Anna Hedevig Wittrog og Johan Pfeiffer var blevet viet den 24. januar 1761 . Det blev hans 2. ægteskab og ikke barnløst som det tidligere. Brylluppet stod i Amaliegade, hvor bruden dagen efter nedkom med en datter. En søn og endnu en datter øge­ de familiens tal. For disse børn stod købmænd og skrivere faddere, mens Bæseckefamilien mest havde søgt kontakt med folk fra bygge­ virksomhed.94