HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1977 h5

70

TORBEN EJLERSEN

Bæseckes gård blev solgt på auktion den 25. juni for 9002 rdl. til sukkerraffinadør og prokurator Jochum Friedrich Buus,59 efter at Pfeiffer ved en tidligere lejlighed havde budt 7210 rdl., hvilket var 10 rdl. mere end auktionsvurderingen. Da dødsboet var gjort op, kunne der udbetales 123 rdl. 2 mk. 24 / 5 sk. til enearvingen Catha­ rina Margaretha; Bæseckes jordiske regnskab gav dermed lidt mere end en stenhuggersvends årsløn i overskud. J. F. Buus færdiggjorde Amaliegade 15, og der var senest i 1762 fuldt udlejet også i nabogården.60 I Amaliegade 15 befandt ejeren sig i stueetagen med hustru, 2 børn, en søster samt tjenestepige. Den preussiske gesandt havde på 1. sal netop afløst sin svenske kollega.61 En enkefrue af borgerskabet sad i kælderen med tjenstepige og med 2 murersvende som logerende. Amaliegade 17 husede den atter gifte Pfeiffer, hustru, 2 døtre, 2 tjenestepiger - og Bæseckes da 11-årige datter, en rørende fortsættelse af kompagniskabet! Også gehejme- rådinde Destignon, 2 »Frolein« samt 8 andre personer boede der; fruen uden tvivl på 1. salen. Under valmtaget med de glaserede sten til gaden fandt kort og godt forskellige sociale lag husly, men ikke uden en vis orden i placeringen.62 3. /. P. Pfeiffers senere virksomhed Mens 1730 ’rnes og 1740’rnes københavnske byggeaktivitet havde haft sit centrum ved Slotsholmen, forskubbedes den i de følgende årtier til Frederiksstaden, hvor tre hver på sin måde omfattende pro­ jekter søgtes realiseret i så at sige bredde, højde og intensitet, hen­ holdsvis det adelige og borgerlige boligbyggeri samt hospitalet, den nye kirke og endelig Frederik V ’s rytterstatue midt i det hele. Alle steder fandt Pfeiffer beskæftigelse. Efter arbejdet på Levetzaus palæ og Frederiks Hospital, som også Bæsecke nåede at deltage i, synes Pfeiffer at være kommet i vindstille. I juli 1759 greb han da til den traditionelle udvej og stilede et brev til majestæten, hvori han i yderst underdanige vendinger, som det var tidens brug, anmodede om at blive tildelt noget stenhugger- arbejde ved Frederikskirken, som på dette tidspunkt havde stået un­ der opførelse i en halv snes år. Pfeiffers bistand havde som bekendt tidligere kun været af konsulentmæssig art, da man drøftede mur­ værkets beklædning. Pfeiffer begrundede sit ønske med, at han dels