HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1977 h5

STENHUGGERNE BÆSECKE OG PFEIFFER 5 9 sætning fandt ovnfødder til beskyttelse af trægulvene; tobaksspinder Ole Høgild erhvervede 20 til sin gård i Amaliegade og gav 32 sk. pr. stk., og han var ikke den eneste. Endelig gjorde stenhuggermestrene en mindre afstikker til Børsen. Kompagniskabets princip var ligetil; Bæsecke og Pfeiffer erklæ­ rede at stå »in einer Societet«, hvor de »auf gleichen Gewinn - und Verlust die Materialien einkaufen und die Arbeit fortsetzen«. Citatet er taget fra et dokument dateret den 3. januar 1756, hvor mestrene gjorde deres indbyrdes regnskab siden 1751 op. Deres udestående fordringer beløb sig da til 4.351 rdl. og 31 sk., mens gælden androg 18.162 rdl. 5 sk.; det sidste gjaldt næsten udelukkende låntagningen til opførelsen af deres dobbeltgård Amaliegade 15 og 17, hvor de også slog halv skade. Dokumentet bygger på »unser bisher geführte Casse-Rechnungen«, og det ville have været interessant at kunne blade i disse papirer. Men Bæsecke og Pfeiffer har ikke ønsket at blive set over skuldrene; regnskabsbilagene er forsvundet. I øvrigt er det ualmindeligt, at private firmaers forhold har ført til et dæk­ kende nedslag i de offentlige arkiver. Det er derfor umuligt at præ­ cisere stenhuggermestrenes indtægtsforhold. Nogle overslag, kontrak­ ter og regninger fra deres virksomhed rundt om i hovedstaden lyder ganske vist på betydelige beløb, opgaverne var mange og svende­ holdet heller ikke ringe, men en stor omsætning betyder ikke nød­ vendigvis et tilsvarende stort overskud. Tilbage står da kun skifte­ arkivaliernes oplysninger, men herom senere. 2. Amaliegade 75 og i j Da Georg Wilhelm Bæsecke og Johan Peter Pfeiffer var blevet mestre og havde fået stenhuggerarbejdet overdraget på det Levetzauske palæ i slutningen af januar 1 75 1, modnedes ønsket hos dem om også selv at blive bygherrer og samtidig få bolig og værksted under eget tag. Den 12. februar overtog de i fællesskab en mindre grund nord for Levetzaus med kortsiden til Amaliegade. Den havde kleinsmed Morten Nielsen Farum indtil da haft rådighed over, men han var nu blevet fordrevet ved magistratens hjælp.31 Levetzau havde lagt pres på myndighederne for at undgå kleinsmedens naboskab, hvor­ imod greven næppe kunne føle sig generet af, ja maske direkte har