HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1977 h5

STENHUGGERNE BÆSECKE OG PFEIFFER 5 7 Pfeiffer returnerede hen på sommeren gennem Sverige, men i slut­ ningen af september gik turen atter nordpå. Denne gang ønskede Eigtved »self dl Norge at opreise for Tingene nøyeste at undersøge og fastsætte«, og ledsaget af Pfeiffer, en fuldmægtig, en tjener og med kusken på bukken af en »Chaise«, trillede selskabet af sted langs den svenske Kattegatkyst. Efter fornyede analyser af det mulige byggeemne ved Mjøsen, vendte ekspeditionen tilbage i november 1 7 5 1 . Det var et hovedformål for Eigtved at sikre sig leverancen af sten til det netop igangsatte byggeri af Frederikskirken. Han konkurrerede med Fortling, og diskussionen i kirkebygningskommissionen, hvor den allestedsnærværende overhofmarskal, grev Adam Gottlob Moltke, var den ledende, gik i 1752 på kirkens udvendige beklædning. Skulle Eigtveds sandsten eller Fortlings marmor foretrækkes? T il afklaring af spørgsmålet indkaldte kommissionen udtalelser fra billedhuggerne Johan Christoph Petzhold, le Clerc, Simon Carl Stanley, A. Gercken samt Bæsecke og Pfeiffer.26 Nogle holdt på Fortlings norske marmor, andre vaklede, og for Bæsecke og Pfeiffer var der ingen tvivl. De anså ifølge Eigtveds referat »den norske Sandsteen meere durable til udvendig Arbeide, hvor den har at bære, end den norske Marmor, siden Marmoren er foranderlig, og det grove løse sig fra de haarde Aarer, separerer og ellers mange Stik der udi forekommer«. Bearbej­ delsen af sandstenen ville blive 1/6 billigere. Som en temmelig ufor­ pligtende: venlighed over for den tidligere principal, erklærede Pfeiffer om Fortlings byggemateriale, at »wann der Marmor rein und ohne Flinten wåre, der Marmor wol der beste seye diirfte«.27 Marmoret løb af med sejren, men ikke til Eigtveds skade. Han var leveringsdygtig også i denne stenart, fordi han i 1750 havde erhvervet det marmorbrud, der fandtes i Lier ved Drammen, og som - ironisk nok - oprindelig var anlagt af Fortling, og konkurrenterne fik hver halvdelen af leverancen.28 Men denne form for beklædning af kirke­ murene skulle blive til dens ruin, da omkostningerne tårnede sig op.29 Stenhuggerfirmaet var alt i alt engageret i stort og småt. Udover de allerede nævnte entrepriser og opgaver benyttedes Bæsecke og Pfeiffer flittigt overalt i Frederiksstaden, og sjældent forlod de denne travle byggeplads. De udførte arbejde ved indkørselsportene til det Brockdorffske palæ på Amalienborg og tilhuggede de huller, som facadens altangelænder