HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1977 h5

STENHUGGERNE BÆSECKE OG PFEIFFER 5 5 han formåede at bevæge tyske stenhuggere til at bryde op, slænge randselen på nakken og rejse til København og lettede dem beslut­ ningen ved at give hver i dukat på hånden.17 I august 1 7 5 1 var 18 svende beskæftiget hos Bæsecke og Pfeiffer, men det kneb unægtelig med at fastholde styrken; alle undveg, hvad der ikke var tilladt, blev pågrebet og idømt mulkt og fik besked om at blive ved arbejdet. Hofbygmester Nicolai Eigtved greb da ind - hans pligter omfattede meget andet end at skitsere rocailler og tegne lisener - og kaldte de forskellige mestre sammen og fik dem til i enighed at vedtage, at løb en svend fra sin mester, skulle dennes kol­ leger ikke stå med åbne arme og tage imod den pågældende, hvilket ofte havde været tilfældet.18 Det blev snart galt igen, og atter måtte hofbygmesteren tage affære; i denne egenskab havde Eigtved det øverste tilsyn med det arbejde, som stenhuggermestrene skulle udføre for kongelig regning ved Fre­ deriks Hospital. Problemet var nu, at Fortlings og Gerckens svende til­ syneladende bevidst forsøgte at få Bæsecke og Pfeiffers nyankomne arbejdskraft til hurtigt igen at forlade pladsen. På Eigtveds foranled­ ning blev der optaget politiforhør, og her kom det frem, at en anonym skrivelse, hvori stenhuggermestrene blev sværtet til, havde cirkuleret på Materialgården blandt svendene.19 Eigtved forlangte, at brevet »offentlig af Bødelen bør brændes«, og at tre implicerede skulle straf­ fes; den ene på vand og brød i Rådhuset, den anden med i års arbejde i jern på Citadellet og den sidste blot nøjes med 4 uger det samme sted. Politi- og kommercekollegiet til hvis ressort sådanne sager hørte, og som Eigtved havde forelagt det passerede, tog dog ikke stilling. Måske er sagen blevet henlagt eller opgivet uden at noget skriftligt har nedfældet sig, og det fremgår i øvrigt ikke, hvad man fra svende­ side havde at udsætte på Bæsecke og Pfeiffer. Endnu en skærmydsel skulle gøre livet surt for de nyetablerede. Sent på sommeren 1752 havde de fået løfte om 18 svende fra Braun- schweig. Da de 8 var ankommet til København, blev de straks efter opsøgt af svenden Christopher Ferdinand Wittlinger, der var ansat hos Fortling, og opfordrede til snarest at fordufte. Ja , selvom det skulle komme til at koste Wittlinger 600 dukater, havde denne sagt, ville han og hans fæller prøve at forhindre nyankomne svende i at fortsætte hos det i denne kreds åbenbart upopulære stenhuggerfirma. Wittlinger