HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1977 h5

KAJ NIELSEN

1 9 6

sagt, at al folkelig aktivitet med teater ophørte. Der blev, helt op i 1860’erne gjort flere forsøg på at genoplive interessen for de decide­ rede dramatiske selskaber, men det lykkedes ikke. Selskaberne fik kun en meget kort levetid. Derimod var der —som omtalt —mange for­ eninger, der nu og da spillede »dilettant« for medlemmerne, men det hele havde tilfældighedens præg, var uden et ideelt grundlag og sav­ nede den kunstbegejstring, som var det bærende i fortidens dramati­ ske selskaber. Når man »spillede dilettant«, var det udelukkende for at more sig, og livet på de skrå brædder var løjer og spas. Man spil­ lede i vid udstrækning vaudeviller og komedier, og som regel gav man dem ved den sceniske opsætning en drejning i komisk retning og gik ikke af vejen for nu og da at ændre replikkerne. Man var af den op­ fattelse, at det kun gjaldt om at få folk til at juble af latter. Resultatet var, at forestillingerne som regel kom til at virke latterlige, lavkomiske og ofte platte. Utallige var de vaudeviller af Heiberg og komedier af Hostrup, som disse mere tilfældige dilettanter, der savnede kunstne­ risk fornemmelse og stræben, kom til at mishandle gennem deres »legen teater«. Intet under, at Heiberg protesterede imod dilettantismen.34 Lidt senere fremtræder en række »hjemmestrikkede komedier«, der skulle være lette for dilettanterne at spille. Man forstod ikke, at den muntre skuespilkunst stiller meget store fordringer både til forfatter og aktører. Efterhånden kom dette repertoire til at præge størstedelen af den folkelige teateraktivitet. Først i dette århundrede lykkedes det i betydelig grad at trænge disse »dilettantstykker« betydeligt i baggrunden.35 I 1840’erne var der altid liv og glade dage i teaterlokalet i Kanni­ kestræde. Baller, kamevaller og lystige komedier skiftede, og man drak ofte en tår over tørsten. Dette drikkeri prægede også nogle af de dramatiske selskaber, der endnu var tilbage, og man gav dem nedsæt­ tende navne som »Den dramatiske Dmkkenskab« og »Det blaa Øie«. Der er næppe tvivl om, at det er på dette tidspunkt, at teatret i Kannikestræde får øgenavnet »Kalkeballen«. Det er påstået, at ud­ trykket skyldes, at murerne en tid holdt deres møder i Kannikestræde.36 En anden version går ud på, at navnet stammer fra en del murersvende, der i 1840’eme optrådte på teatret. Ved gennem­ gang af bl. a. Københavns politidirektørs arkiv fra denne tid har det