HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1977 h5

THEATRET I KANN IKESTRÆDE

1 9 5

»T .I. Voli, Drejersvend« —skrev den første Tivoli-vise. Den ene af forfatterne var den senere berømte Peter Faber ( 1 8 1 0 - 7 7 ) , der bl. a. skrev »Højt fra Træets grønne Top«. I en strofe af Tivoli-visen tales der om »Schæfferske Lamper med Krandse«. Da »Holbergs Minde« på ny holdt sit indtog i Kannikestræde, var der to dramatiske selskaber, der fast spillede på teatret, »Constantia« og »Harmonien«. Det førstnævnte var et gammelt selskab - det var stiftet i 1816 - og i dets bestyrelse sad kirurgerne Sellmann og Heiden.32 »Harmonien« var oprettet i 1824. Ud over de dramatiske selskaber var der også foreninger med helt andre formål, som nu og da lejede sig ind i Kannikestræde, når de en enkelt gang ville arrangere en teateraften for deres medlemmer. Det kunne ske enten af rent underholdende grunde, eller fordi man ville yde bidrag til et velgørende formål. Sidstnævnte var således tilfældet med den borgerlige Læseforening (stiftet 1834), der i marts 1839 a^- holdt to forestillinger i teatret i Kannikestræde til fordel for ofrene for den store naturkatastrofe, der i januar 1839 havde ramt Jyllands vest­ kyst. Havet fra Løkken til Ribe var gået over sine bredder, havde lagt et utal af huse og gårde i ruiner og bortskyllet mange kreaturer og af­ grøder. Man opførte Holbergs »Det lykkelige Skibbrud« og en vaude­ ville af redaktør F. C. Hillerup ( 1 79 3 - 1 86 1 ) , »Spøgeriet paa Herregaarden«.33 Samme forening opførte endvidere, til fordel for digteren Steen Steensen Blicher, i marts 1840 Holbergs »Kilderejsen« og et intermedium forfattet på vers af redaktør Gottlieb Siesbye (1803-84). Endvidere blev teatret udlejet til foreninger, der ville arrangere bal eller karneval for medlemmerne. I så tilfælde havde man et løst gulv, der blev lagt hen over tilskuerpladsen og orkestergraven, således at dansegulvet kom til at ligge i niveau med scenegulvet. 1840’eme var en periode med stor aktivitet i teaterbygningen i Kannikestræde, selv om interessen for de dramatiske selskaber var meget stærkt på retur. Da Christian den Ottende kom på tronen i 1839, indtrådte en ny tid. Så længe Frederik den Sjette levede, havde man lagt bånd på sine politiske interesser og ønsker af hensyn til den gamle folkekære monark, der var grånet under enevælden. Nye an­ skuelser, livsvaner og interesser opstod, og det gik bl. a. ud over de dramatiske selskaber, der havde rod i fortiden. Dermed være ikke 13 *