HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1977 h5

KAJ NIELSEN

1 9 0

udskrev en klubskat,17 der skulle dække udgifterne ved det lån, man havde etableret for at kunne genopbygge Frue Kirke. Det blev pålagt enhver klub og ethvert dramatisk selskab at betale 2 rbd. sølv årligt pr. medlem, indtil lånet var afbetalt. Dette havde de små klubber og dramatiske selskaber svært ved. Derfor var der på dette tidspunkt mange dramatiske selskaber, der kun havde en levetid på en eller to sæsoner. Flere blev opløst omkring oktober måned, da de på dette tidspunkt skulle stå til regnskab for medlemsantallet. I januar 1820 blev der stiftet et nyt dramatisk selskab »Erindringen«,18 og det blev det første dramatiske selskab, der lejede faste lokaler hos Lassen. Man ved intet som helst om dette dramatiske selskab, der allerede i oktober samme år blev opløst. Først i 1821 fik Lassen nogle større selskaber som faste lejere: »Dramaturgien«, »Constantia« og »Dramatisk Prøve«. 1822 startede en sproglærer Curlænder et fransksproget dramatisk selskab, men det blev opløst samme år. Der var også et tysksproget selskab, hvis medlemmer be­ stod af holstenere og herboende tyskere, »Holsteinisch - dramatische Gesellschaft«, der lejede lokaler hos Lassen. Hvilke stykker de selskaber, der spillede i Lassens teater i de første år, opførte, ved man ikke meget om. Der er dog næppe tvivl om, at de har fulgt det for de dramatiske selskaber gængse repertoirer. Man fulgte tidens smag, og derfor var Ifflands borgerlige sørgespil og sær­ lig Kotzebues tårevædede, handlingsmættede teaterskrædderi rigt re­ præsenteret. Enkelte selskaber dyrkede med forkærlighed den natio­ nale dramtatik, Wessel, Ewald og i særdeleshed Holberg ( 1684- 1754). I enkelte tilfælde skrev aktørerne, eller som man sagde »Brød­ rene«, selv skuespil, men denne del af repertoiret var ofte af meget ringe kvalitet. Til stor irritation for Det kgl. Teaters direktion var der mange dra­ matiske selskaber, der - for at hjælpe på økonomien - ikke ville nøjes med at spille deres forestillinger for medlemmerne, men solgte billet­ ter til enhver, der ville overvære deres forestillinger. Dette fik Frederik den Sjette til i 181 7 at udstede en resolution,19 der stærkt understre­ gede, at »kun paa den kgl. Skueplads maae, offentligen og for Betaling, opføres noget Skuespil, det være sig i det danske eller hvilketsomhelst andet levende Sprog«. Københavns politidirektør fik ordre til at skride ind, når dette påbud blev overtrådt og »foranstalte Overtræ