HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1977 h5

JOHN CHR ISTENSEN OG HENR IK STEVNSBORG

1 7 8

ophold og dels fordi hun »havde været opsætsig mod hendes Fader eengang«.30 Helt uden ironi er disse sager altså ikke, idet faderen var den samme, ikke ligefrem dadelfri, Martin Olsen Holm, der fik begge sine døtre —herunder Louise —arresteret i sin skænkestue i 1 7g 1. To af de seks, der endte i Børnehuset, nemlig Marie Høyer og Else Kirstine Sørensdatter, havde efter alt at dømme ikke været i konflikt med myndighederne før, hvor Bømehusstraffen normalt var forbe­ holdt kvinder, der havde siddet en eller flere advarsler overhørig. Et eksempel herpå er Johanne Thott og iøvrigt også Mette Cathrine Nielsen, som det kostede 3 måneder i Børnehuset ikke at efterleve po­ litirettens formaninger om at forbedre sin livsførelse. Selvom der ovenfor er nævnt eksempler på det modsatte, var man med en tidligere Bømehusdom bag sig normalt sikker på at blive dømt hårdt. Det kan således ikke forbavse, at Sarine Gadegaard, der før havde været i Børnehuset for løsagtighed, fik en dom på tre måne­ der. Det samme gjorde Anne Marie Møller, som en aften i begyndel­ sen af september 1790 fra værtshusholder Forbaks gadedør havde for­ søgt at hverve politibetjent Lystrup,31 hvilket i politiretten blev takse­ ret til 6 uger på Børnehuset. Under forhøret i februar 1791 lægger Anne Marie Møller ikke skjul på, at hun har siddet inde før, men på spørgsmålet hvorfor svarer hun forvirret, at det »veed hun ikke, dog kand hun erindre hun (sic) nu at det var for hun tog en Mands Per- sohn hiem med sig«. Det virker ikke betryggende, at hun i de mellem­ liggende måneder tilsyneladende har glemt, hvorfor hun dengang blev straffet, for hun gør jo som det kan ses ikke noget forsøg på at lyve sig uplettet for at få en mildere straf. Man fristes til at konklu­ dere, at enkelthederne i 1775-plakaten og den summariske politirets­ procedure ofte gik hen over hovedet på de indbragte kvinder, der blev gennet fra værtshus til Rådhusarrest, fra Rådhusarrest til politiret og fra politiret til Børnehus uden nogen klar forståelse af, hvori deres for­ brydelse egentlig bestod. Det kan således ikke undre, at disse dommes præventive virkning var yderst beskeden. I henhold til den førnævnte politiinstruks fra 1741 var kvinder, der ignorerede det første tilhold, at betragte som »unyttige og skadelige Folk«. At samfundet kunne reagere hårdt og omgående, gives der tal­ rige eksempler på selv i dette beskedne materiale. Der gives imidlertid lige så mange eksempler på, at samfundet havde meget ringe held i