HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1977 h5

176

JOHN CHR ISTENSEN OG HENR IK STEVNSBORG

piger eller værtskab, og løse og ledige kvinder, der logerer på »Sahle eller andre aparte Værelser«, advares om, at man betragter dem som en potentiel trussel mod sædeligheden. Men alene plakatens titel lader klart fornemme, hvor myndighederne specielt havde deres opmærk­ somhed: det er værtshusene, der står i centrum. Værtshusholderne får at vide, at de ikke må tage piger på under 24 år i deres tjeneste - og kun een pr. værtshus. Og sådan fortsætter det. Plakaten munder ud i en bestemmelse, som siger, at politimesteren uden videre appel kan idømme bødestraffe eller sende overtrædere i Rasp-25 eller Børnehuset i 1- 3 måneder. 1775-plakaten blev afdæmpet i 1793,26 idet der nu blev åbnet mu­ lighed for appel, men var ihvertfald indtil da flittigt benyttet. Det in­ teressante ved det foreliggende materiale er ikke mindst, at man virke­ lig får indtryk af, hvilken rolle 1775-plakaten har spillet for myndig­ hederne i deres forsøg på at bekæmpe prostitutionen i København. Af de omtalte 15 kvinder dømmes nemlig seks til anbringelse i Børnehu­ set for perioder, der varierer fra 1 til 6 måneder (med hovedvægten på 3 måneder), og i fire tilfælde sker dette i medfør af 1775-plakaten, der på den måde kommer til at udgøre et meget konkret grundlag for razziaen. Straffene iøvrigt: to dømmes til 6 dage på vand og brød i Rådhusarresten, og to idømmes bødestraffe på henholdsvis 2 og 4 rigsdaler, også i medfør af 1775-plakaten, mens 5 af de 15 kvinder slipper med en advarsel og får pålagt at søge fast tjeneste. Grundlaget er her artikel 9 i politiinstruktionen af 1 74 1 : »Befindes Qvindesper- soner at opholde sig i berygtede Huse, om Natten at omløbe paa Ga­ derne, eller ved Lediggang at have opholdt sig . . . skal de første Gang for Politikammeret indkaldes og advares . . .«.27 Som allerede antydet i tilfældet Johanne Thott giver disse betin­ gede løsladelser dog ikke just løfte om videre levned i fordragelighed med politimyndighederne. V i har ikke søgt at grave dybere i de øvrige fjorten kvinders historie, men den omstændighed, at halvdelen af dem allerede havde været i kontakt med politimyndighederne før februar 1791 , taler for sig selv. Man kan i den forbindelse undre sig over, at Anne Sophie Gosman helt gik fri for straf. Hun havde nemlig kun været på fri fod i ca. 7 uger, da hun blev arresteret hos puncheskænker Jens Poulsen i fe­ bruar 1 791 , idet hun i oktober 1790 - blandt andet på foranledning