HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1977 h5

174 JOHN CHR ISTENSEN OG HENR IK STEVNSBORG Johanne Thott fremstilles den 26. december 1791 i politiretten, hvor hun nægter at have taget imod regelmæssige mandfolkebesøg. Hun svarer noget bedre for sig end sidst, men når hun på spørgsmå­ let, om ». . . hun ikke om dagen (sidder) i sit Vindue og Vinker efter forbigaaende Mandfolck?« svarer: »Nei thi de der vil komme til hende kommer alligevel«, kan hun på den anden side vel ikke lige­ frem siges at hjælpe sig selv. Og så hævder betjent Lohmann, at Thott har signaleret til ham fra sit vindue. Denne gang dikterer Flindt: »I ørkesløshed har . . . Johanne Char­ lotte Henriette Thott henkastet sig . . . (hun har hverken) søgt eller taget tienneste, men efter egen Tilstaaelse levet et utugtig Levnet . . .«. Det blev til tre måneder, så fra den 27. december 1791 til den 27. marts 1792 sidder Johanne Thott påny i Børnehuset. Og hvad værre er, hun tager stadig ikke ved lære. Historien gentager sig med bedrøvelig punktlighed. Thott løslades, flytter ind hos skomager Melchior Jacobsen Stou- gaard for tredje gang. Og den 8. maj, altså knap 7 uger senere, mod­ tager politimester Flindt en anonym henvendelse. Denne gang skal Johanne Thott have gjort sig uheldigt bemærket i en affære med fire mandfolk og lige så mange flasker rødvin, og hvad nytter det, at hun hårdnakket forsvarer sig mod denne anklage, når hun alligevel tilstår, »at hendes Næringsvei alleene er løsagtighed«. Denne del af forhøret afvikles den 10. maj, og dagen efter møder Thotts vært, skomagerme­ steren fra Prinsensgade, frem i retten og støtter hende i sagen med de fire »Fyrer«, samtidig med at han bliver udspurgt om sin egen rolle som udskænker. En sådan rolle benægter han at have haft, og han går fri - uden at have hjulpet sin logerende synderligt. For han lægger ikke skjul på, at ». . . (der) imellem kommer Mandfolk til hende«. Lørdag den 12. maj 1792 dømmer politimester Flindt Johanne Thott til 6 måneders ophold i Børnehuset, og hun sættes på fri fod den 12. november samme år. Flere spor har hun tilsyneladende ikke levnet sig. Skal man forlade sig på Børnehusets mandtalslister, har hun udstået sin sidste straf med de seks måneder i 1792, hvor hun iøv- rigt stadig opgav sin alder til 21 år. Om hun derefter gik helt til bunds, døde - som så mange af sine lidelsesfæller - rejste bort, eller blot tilbragte resten af sine dage i harmoni med øvrigheden og dens