HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1975 h5

9 2 M. VESTERDAL da uden for Vesterport, hvor det var opstillet ved siden af Vesterbros Teater. Ved indgangen købte vi os en vejviser, da vi uden den ikke ville have haft stort udbytte. Med samme i hånden gik vi omkring og så her det menneskelige legeme i alle dets dele, enkelte og samlede. Dels i spiritus og dels i voks, kun en enkelt del var naturlig, i 19 1 numre. Man så her mennesket i sin udvikling fra kimet og til fødslen samt under forskellige sygdomme, almindelige og ualmindelige føds­ ler, de sidste endog lige indtil kejsersnittet. Man så hermafroditer og flere vanskabninger af samme. At det kunne stemme til alvor var ikke underligt, og det var en besynderlig stemning, jeg for min part var i, thi både ville jeg gerne se det og ikke se det. Imidlertid det værste var tilbage, nemlig en afdeling afbildninger af veneriske og syfilitiske sygdomme, 24 numre. Her standsede vi og studsede. Hu, det var et græsseligt syn. Endnu aldrig har jeg tænkt mig det sådan, man måtte rigtignok grue, thi det overgik al beskrivelse. V i fik et godt begreb om, at synden også her i verden har sørgelige og forfærdelige følger, og vel bemærkede jeg nys, at jeg ikke ville se dette musæum, men jeg må rigtignok tilstå, at jeg gik styrket derfra, idet jeg sandede apostlens ord, at gudsfrygt er nyttig til alle ting og har forjættelse både for dette liv og det tilkommende. Så gik vi atter tilbage til byen og skiltes så ad for atter at mødes igen på Kongens Nytorv. Jeg gik først til Gråbrødretorv, hvor jeg hos en bogbinder Remnitz modtog en lille bog, som han havde indbundet. Derfra gik jeg til Krystalgade for at se jødernes synagoge, en i en ejendommelig stil, af professor Hetsch i året 1833 opført yndig byg­ ning. Jeg ville jo tage min hat af, da jeg gik ind, men blev betydet, at den skulle blive siddende, da der ikke må være så meget som det mindste, der kan minde om kristelig skik, hvilket der heller ikke fin­ des ved bygningen. Det var sabbath, og den varer jo hele dagen, så man så her Israels børn, nogle at komme og nogle at gå, og der var ingen rolighed. Dertil kom og, at den ene læste og bad i munden på den anden, nogle mumlende, andre højt, så det var ikke lidet mærke­ ligt at komme derind. Hvad der imidlertid mest tiltalte mig, det vil da sige det eneste, var forsangerens og korets yndige sang, den lød dejligt, ja jeg kan sige, at den var mageløs. . . . [Vi var derefter i Slotskirken.] Pastor Grundtvig prædikede over Sal. Ordsprog, »Bevar dit hjerte af alt det, som skal forvares, thi fra