HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1975 h5

M. VESTERDAL

7 2

inde i det kongelige ridehus, hvor nogle københavnske frøkener var i begreb med at lære at ride. . . . V i stod så foran det over hele den dannede verden berømte og mageløse Thorvaldsens Musæum. . . . Jeg er ikke kunstkender, og vel ved jeg, at kun få er det; . . . det gjorde et mægtigt indtryk på mig at træde ind iblandt de over al verden berømte kunststykker. Dog var det egentlig ikke hensigten idag at se alt, men Thurah ønskede, at vi, da det netop var åbent, skulle se det i almindelighed. Idag var vi blot i Kristussalen, . . . og i forhallen . . . , vi skulle videre. Hans gik hen at besøge sin tante,29 der boede tæt ved i Nybrogade nr. 4. Thurah og jeg gik en tur til Vesterport og straks tilbage til Kongens Nytorv, hvor vi spiste til middag. Da så Hans Kam straks ankom, begav vi os igen på farten. . . . V i ville i Slotskirken for at høre Grundtvig til aften­ sang. Vartov Kirke er nemlig under reparation, og i den tid har Grundtvigs menighed fået Slotskirken overladt. . . . [Den] er en høj, lys, i en simpel stil, men meget smuk kirke. . . . Gudstjenesten begyndte med den bekendte sang: Guds menighed syng for vor Skaber i løn, . . . Det er mageløst at høre Vartov-menigheden synge den. Det gør så godt at komme ind under kirkebueme igen. Thi sandt at sige, så er det jo en evindelig tummel og støj, som man mødes af overalt. Jeg samlede mig og var så inderlig glad ved, at den stund nu endelig var kommet, hvorefter jeg i så mange år har længtes, at jeg skulle høre og se Grundtvig. Denne mærkelige mand, der for efterfølgende slægter vil stå, som Luther står for os. Denne åndens kæmpe, som i et halvt år­ hundrede har kæmpet for kristendom og danskhed, så det spores trindt over hele landet, kæmpet med mund og pen uafladelig. Denne mand, der mere end nogen anden har måttet døje ondt, især da han for en menneskealder tilbage stod i gabet, og det lod som rationalismen skulle have tilintetgjort ham. Men han stod og stod som en mur urokkelig, thi han stod på kirkegrunden. Denne mand fik jeg nu at høre og se. Årene har bøjet ham lidt. Håret er næsten faldet af, og det lange skæg, der når ned ad brystet, er hvidt som sne. Tænderne er borte, så det just ikke var let at forstå ham. Imidlertid kan jeg sige, at der egentlig ikke gik noget tabt for mig. Han prædikede om den værk­ brudne, om syndernes forladelse. Kun én sætning har jeg fastholdt, at: Der er ikke noget, der har voldt større sorg i helvede end det ord: Syndernes forladelse. Vorherre give, at jeg må bevare dette ord som