HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1975 h5

BIEDERMEIERKONCERT

41

»La mélancolie« blev udgivet i en international udgave i Paris, Berlin og London, og i forordet hertil beklager Prume sig over, at der i Frankfurt a/M . uden hans vilje og medvirken er udkommet 2 jam­ merlige plagiater. I Danmark skulle Prumes melodi —med eller uden hans vilje —indgå i det lyriske mellemspil »Den blaa Grotte« i balletten »Napoli«, instrumenteret af Niels W. Gade. Melodiens popularitet har holdt sig til vore dage, hvor »Den blaa Grotte« nu er blevet en af favoritterne i Radioens serie »Hvorfor hører man aldrig?« Prumes valg af repertoire var ikke synderlig imponerende, han spil­ lede selv mest egne kompositioner, polonaiser, concertiner og »va­ riations brillantes«, medens medlemmer af det kongelige kapel under Frøhlich fyldte ud med operastykker af Spohr, Meyerbeer og Puccini o.lign. Næppe havde Prume afsluttet sin koncertvirksomhed i København med en velgørenhedskoncert, som indbragte ca. 1400 rdl., førend en klavermester meldte sig. Også Frantz Liszt havde hørt rygterne om den generøse Christian V I I I, og under en koncertrejse i Tyskland be­ nyttede han sig af lejligheden til at foretage et lynbesøg i København. Han ankom her til byen den 15. juli 1841 og spillede samme aften for kongen, bl.a. Beethovens Pastoralsymfoni i eget arrangement samt Kreutzersonaten. Kongen underholdt sig længe med ham om gammel og ny musik. Ved middagstid næste dag aflagde han visit hos Weyse hjemme i Kronprinsessegade.11 Weyse spillede sin F-moll etude for ham, men Liszt var ikke imponeret, hvilket måske skyldtes, at Weyses klaver næppe har været alt for godt. Weyse skulle dog blive rehabilite­ ret for under sit korte besøg her i landet fik Liszt lejlighed til at høre ham spille på orglet i Frue kirke, og ved denne lejlighed blev Liszt be­ gejstret. I det franske »Revue musicale« (nr. 5 1 / 1 8 4 1 ) skrev han om Weyses spil bl.a. følgende: Den, som vakte de stumme mure til live, var Weyse, hos hvem man genfinder Johan Sebastian Bachs dybe begejstring og høje mod. Mere end een gang var jeg ved at høre ham bevæget indtil tårer; hans improviserede fuga over 2 temaer i 5 tempi, som uden overdrivelse varede hen ved en halv time, henrev mig til beundring. Aldrig havde orglet således åbenbaret sig for mig i sin storheds glans og hele fylde.