HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1975 h5

2 4 SIGURD JENSEN egentlig stillingsbetegnelse - det blev først i 18 13 påbudt, at beken­ dere af den mosaiske religion, som havde borgerlig stilling, i officielle skrivelser, som ikke angik religion, skulle benævnes efter deres borger­ lige stilling og ikke efter deres religion. A f sagens akter kan bl.a. ses, at en af de anklagede, Arie Erfeldt,7 var en slags tandlæge. De ti anklagede ikke-jøder fordeler sig således erhvervsmæssigt: to lotteri- kollektører, to værtshusholdere, en billardholder, en skrædder, en tehandler, en afskediget auditør og to husmødre. Blandt de sager, der afvistes, nævnes specielt tre rejst mod jøder, alle rejst af Christian Dyhr, og en mod en juvelersvend, rejst af en jøde, som ikke selv var blandt de anklagede. Først adskillige måneder efter at kommissionen var nedsat havde man så klart et overblik, at man kunne begynde at udfærdige anklage­ skrifter. Det første var færdigt 3 1. oktober 179 1, det sidste 4. juni 1792. Derefter kom turen til forsvaret, og tiden gik. Hen på efteråret 1792 blev kancelliet uroligt. Sagen var nemlig ikke blot ubehagelig for de anklagede, men også for de uskyldige låntagere, idet de pantsatte genstande var taget i forvaring af myndighederne. Den 9. november 1792 udstedtes derfor en kongelig resolution til kommissionen om, at den måtte have lov til at afsige dom i hver enkelt sag for sig, efter­ hånden som parterne indlod deres sag til doms, når bare det skete hurtigst muligt. Der blev altså ikke afsagt nogen samlet dom i denne store sag. Det er måske grunden til, at der ingen domsakter findes ved kommissions- arkivet. Det er beklageligt, at vi ikke kan få at vide, hvordan det endte, men vi tør nok regne med, at de bødestraffe, anklageren kræ­ vede —videre gik man ikke - i de fleste tilfælde er blevet idømt, lige­ som man nok må regne med, at bøderne, som ved tidligere lejlig­ heder,8 helt eller delvis er blevet eftergivet de dømte. At dommene mangler, forringer naturligvis kommissionsakternes historiske kildeværdi noget. Men da både aktorater, defensorater og vidneudsagn er bevaret, er kommissionsmaterialet alligevel anvende­ ligt til at belyse en række forhold. Hvad det vigtige spørgsmål renterne angår, er der - naturligvis - et svælg mellem angivernes og de sagsøgtes forklaringer. Klarere bli­ ver sagen ikke af, at en tredie part ofte er indblandet. Mange kviede sig nemlig ved selv at gå til pantelåner, eller vidste simpelthen ikke