HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1975 h5

1 7 2 OVERSIGTER OG ANMELDELSER ren gør også opmærksom på, at Holberg en kort tid virkede som direktør. Det er derimod ikke rigtigt, som kildehenvisningerne hævder, at han efter forgodt­ befindende uddelte dusører og forbigik Londemann. Regnskabsbilaget fra 1752, der nu findes i Teatermuseet, viser at Holberg gav aktricen U tilia Lenkiewitz og skuespillerne Clementin og Hortulan et tillæg til gagen. Grunden var den, at de led under et lønefterslæb i forhold til de skuespillere, der som Als, Rose og Londemann havde været i den danske trup fra starten. De senere tilkomne havde været i Julius Heinrich von Quotens trup på teatret i Store Kongens­ gade. Her havde de spillet både på tysk og dansk på det privilegium, der oprin­ deligt gjaldt til teatret i Lille Grønnegade. Der er intet mærkeligt i, at Holberg gav dem gagetillæg. De udførte sammen med de andre hovedrollerne i hans ko­ medier. Men først året efter Holbergs død kom den fremragende Clementin op i løn som »Acteur i iste Classe«. Ved et minutiøst arbejde med plakater, hvor en række er bevaret, fordi de blev brugt som klatpapir i centraladministrationen, og ved hjælp af billetskemaer lykkes det forfatteren at bevise, hvor langt mere indviklet teatrets bygnings­ historie er, end man hidtil har antaget. 1756 er antallet af tilskuerpladser for­ doblet i hver loge. Nu kunne teatret rumme 782 tilskuere foruden de kongelige, hvor man i starten kun havde plads til 588. Man aner det evindelige ønske om bedre økonomi. 1769 nåede man op på 930 pladser. Med denne bog har vi nu et langt sikrere grundlag for beregningen af antallet og placeringen af publikum i salen, og man går gerne på rundgang i teatret med forfatteren som cicerone. Der kan ikke herske tvivl om, at Harald Langberg har ret i sin nytolkning af Peter Cramers scenebillede af »Caliste« 1765. Det er af mindre betydning, at han mærkeligt nok konsekvent kalder stykket »Celiste«. De to »brudte søjler«, der indrammer scenen kan umuligt, som Torben Krogh antog, være prosceniet. De fungerer derimod som prosceniumskulisser og er sandsynligvis malet af Jacopo Fabris. Det er et spørgsmål, om vi ikke her har forklaringen på reduktionen af kulissefagene. De to første fag var måske blevet til faste prosceniumskulisser? Ved ombygningen 1773-74 bestod en af Harsdorffs væsentligste sceneforbedringer i at gøre prosceniet tilstrækkeligt dybt. Den bevarede plan af skuepladsen på Kongens Nytorv, der nu findes på By­ museet, som tidligere forskere mente belyste Eigtveds teater, henfører forfatteren til Harsdorffs tegnestue. Han påviser, at det er en arbejdstegning, der fortæller mest om Sartis teater, som det så ud under italienerens »entreprise« af skueplad­ sen fra 1770. Eigtveds tilskuerrum var på dette tidspunkt meget ombygget og allerede før den gennemgribende fornyelse 1773-74 bar teatret præg af den ny stil under C. F. Harsdorffs ledelse. V i skylder Harald Langberg tak ikke alene for hans sporsans og studier i ar­ kiver, biblioteker og museer; men også for den varme begejstring som kunst­ historikeren formidler til læseren, når han f.eks. sætter Eigtveds første projekt til Komediehuset på Kongens Nytorv ind i den rette sammenhæng. For studiet af det danske teaters arkitektur i det 18. årh. vil hans bog være et hovedværk. Klaus Neiiendam.

Made with