HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1975 h5

OVERSIGTER OG ANMELDELSER 1 6 7 vil huske længe, længst maske den lille notits om den unge pige, som præsten ikke ville konfirmere, fordi hun var blevet gravid (for gud kan ikke lide små børn, der er avlet i synd). Noget helt for sig selv er Charles Haugbøll: Vores postbud. Københavnske postbude fortæller. M ed forord af formanden for Københavns Postbudeforening Poul Frederiksen. Billedstof og tekst samlet og redigeret af Robert Klestrup. U d­ givet af Københavns Postbudeforening i anledning af dens 75 års beståen den 6. ju li 1973. (Strubes forlag), 2 19 s., ill., kr. 68,30 incl. moms. Som det fremgår af titlen har mange været impliceret, og det ses af kolofonen at endnu én er kommet til, idet Charles Haugbøll døde under udarbejdelsen, hvorefter en anden har måttet give en hånd med i det afsluttende arbejde. Den hånd kunne godt have været lidt mere fast overfor stave- og trykfejl. Bogen er pragtfuldt illustre­ ret. Røde postbude, blå postmestre og anden farvepragt breder sig over dens si­ der og er lige ved at tage glansen fra de mange beretninger fra de gamle post­ folk, som mere eller mindre rutineret fortæller om muntre eller ubehagelige op­ levelser. Gamle er de forresten ikke allesammen. Københavns første tre kvinde­ lige postbude får også ordet, og deres ansættelse går ikke længere tilbage end 1972. Lad os slutte med den mest forrygende af dem alle, Rosa Cederholm : Rosamin. En pige af folket fortæller. Udgivet af Poul Strømstad. Gyldendal 1975. 138 s., ill., kr. 38,30 incl. moms. Rosa eller Rosamin blev født på Nørrebro i i88o’erne i et arbejderhjem. Faderen døde tidligt, og familien småsultede. Efter konfirma­ tionen kom hun i tjeneste på landet, hvor hun bl.a. oplevede from smålighed. Derefter gik turen tilbage til København, hvor hun efter nogen tids forløb blev tjenestepige og opvartningsjomfru i et værtshus på Vesterbro. Det var et hårdt milieu, uhyre farligt for en køn ung pige. Men Rosa klarede sig takket være sin begavelse og sunde fornuft og måske ikke mindst ved sin evne til at tage et mægtigt grin over det hele. Og hun kan beskrive det hun oplevede. En dag har fruen i huset damefremmede, en halv snes slagter- og værtshuskoner, »og nu hvor de havde sat sig til bords lignede deres bagdele små sofaer«. Hendes oplevelser skal ikke refereres her; det skal bare lige nævnes, at bortset fra lidt hjertesorg i anledning af at en flot fyr svigtede hende, klarede hun alle skær. Hun standser sin beretning ved tyveårsalderen. Læseren ville gerne have fulgt hendes skæbne videre frem, men resten mener hun åbenbart tilhører privatlivet. Hun døde 1973 og opnåede altså desværre ikke at se sine erindringer på tryk. Sigurd Jensen.