HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1974

KØBENHAVNS FORLENING MED ISLAND

9

byttes for klæde til kongens eget behov.6 Der er næppe tvivl om, at det ville have tiltalt Christian III, om han allerede på dette tids­ punkt havde kunnet forbyde hanseaterne at handle på Island. Det var helt klart hans politik, som det havde været de danske kongers siden kong Hans’ tid,7 så vidt muligt at indskrænke hanseatemes pri­ vilegier i sine lande for i stedet at støtte den indenlandske handel, og for ham personligt spillede det utvivlsomt også en rolle, at hanseaterne havde været hans modstandere i kampen om den danske kongemagt; men som forholdene var, havde Christian I II endnu ingen mulighed for at forhindre denne handel. Hans magt på Island var endnu for svag til, at han kunne bekæmpe de talstærke hamborgske Islands- farere, og hans egne købmænd besad endnu ikke den kapital og den organisation, der var nødvendig for at overtage hamborgernes handel på Island. Det er endog ikke muligt at konstatere, om danske køb­ mænd har fulgt kongens opfordring til at sende handelsvarer til Island i 1542, selv om det vides, at den føromtalte hamborgske skipper Hans Lemicke faktisk var om bord på kongens skib »Stakken«, der lå ved Island i juli 1542.8 Først da københavnerne får Island i forlening, er der sikkert belæg for, at de har deltaget i Islandshandelen. Selv om Island var et norsk skatland,9 var det som omtalt englæn­ dere og hamborgere, der havde domineret handelen siden det 15. århundredes begyndelse, uden at den dansk-norske konge havde haft mulighed for at kontrollere denne handel. Da islændingene blandt andet på grund af landets skovfattigdom havde valgt at slutte sig til Norge i 1262, var det i overenskomsten mellem islændingene og den norske konge blevet fastsat, at denne skulle sørge for hvert år at be­ sejle Island med 6 skibe for at sikre den regelmæssige tilførsel af varer til øen. Det viste sig imidlertid snart, at nordmændene ikke kunne indfri dette løfte, fordi de ikke selv havde overskud af de produkter, islændingene behøvede, men i stedet måtte indføre dem fra hansestæ- derne. Dette resulterede i, at andre landes købmænd fik mulighed for at udnytte det islandske marked, idet de trodsede den dansk-norske konges påbud om, at Bergen skulle være stabelplads for al handel på Island. Både den danske og den engelske konge forbød direkte fra 14 15 engelske købmænd og fiskere at sejle til Island, men alligevel steg deres Islandshandel støt i løbet af det 15. århundrede. I 1449 indså Christian I, at det var håbløst at forbyde en handel, han ikke havde