HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1973

LAKA JISM EN OG KØBENHAVNS MAG ISTRAT OMKRING 1770 43 skandskriftet helt forståelig. En uægte søn af en godsejer, der be­ skedent starter som keglerejser og tjener, og som takket være sine evner som administrator svinger sig op til en indflydelsesrig post i sam­ fundet, får naturligvis hård hud på albuerne, men at han skulle være det uhyre, som skriftet skildrer, forekommer ikke indlysende. En mand, der havde tæft nok til at mærke, hvilken vej de første svage vinde i bondespørgsmålet blæste, optræder næppe så socialt ubehæn­ digt, som skriftet vil hævde. Men han havde altså fået en fjende, der kunne skrive og skrive godt. Hvem det var, ved vi ikke. Måske skal vi i den forbindelse interessere os for beboerne af Borchs kollegium. En del af trykkefrihedstidens skrifter blev fabrikeret der,38 og kollegiets alumner havde, som det fremgår af det foregående, haft lejlighed til at ærgre sig over en af Nissens protegéer, som var blevet manøvreret ind i deres kreds trods manglende åndelige kvalifikationer. Denne unge mand interesserede sig for djævelens magt, skandskriftet handler om djævelens magt over den gamle rådmand. Har kammeraterne villet drille også ham? Har han i et letsindigt øjeblik røbet familie­ hemmeligheder for kammeraterne? Vi kan kun gætte. Blandt de meget skrivende alumner var den senere præst Rasmus Fleischer, der boede på kollegiet samtidig med Emst Bendix Haaber, nemlig 1765-70.39 En anden samtidig ung akademiker, der skrev løs under trykkefrihedsperioden, og som var kendt for sin spidse pen og sit barske vid, var den senere rektor Johan Henrik Tauber. Han fortæller i sine efterladte dagbøger om, hvordan et (andet) anonymt skrift blev til, og da denne episode kan kaste lidt lys over, hvordan sådan en affære kunne starte, skal den refereres her. Taubers gode ven den senere biskop N. E. Balle var blevet kaldet til professor, og Tauber besluttede, at han ville sende ham et lyk­ ønskningsbrev. Det var en søndag eftermiddag, og han gav sin noget yngre kontubernal på Regensen Ole Kraft ordre til at skrive for sig, hvorefter han begyndte at diktere. »Da jeg havde tilsagt ham nogle Linier, tog min Sjæl en ganske anden Vending; jeg blev med et sat i det satiriske Lune, som frembragte det Foster, der viser Universitetet og dets Indretninger i det theologiske Fag i sin Usselhed«. Tauber hævder derefter, at Kraft blev så forelsket i »de udstrøede Vittig­ heder og den satiriske Salt«, at han - uden Taubers vidende —ilede hen til boghandler Søren Gyldendal med manuskriptet, og Gylden