HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1972 h5

110 ER IK RAFN Et ganske godt vidne til alt dette har vi i digteren Adam Oehlen­ schlæger,30 som i 1809 dukkede op i Rom, hvor han straks opsøgte Thorvaldsen. I begejstringens rus besluttede de at spise sammen, og for nemheds skyld tingede de sig i kost hos brødrene Riepenhausen. Om dette samvær skriver Oehlenschlæger i sine erindringer bl.a.: »Forresten vare de (brødrene) Tilhængere af den nye Skole, og altsaa stemmende vi ikke altid overens i vore Meninger. Thor­ valdsen agtede deres Talent uden egentlig at sympatisere med dem. Engang, da han om Middagen kom derhen med mig, laa en ny Tegning af dem paa Bordet. Thorvaldsen betragtede den opmærksomt. »Hvorledes finder Du det, Thorvaldsen?« spurgte Christel beskedent. - »Det er meget smukt.« —»Finder Du ingen Fejl deri?« - »Hm« - Christel gav ham Sortkridtet i Haanden; nu trak han med et Par dristige Streger Been, Knæe, Fødder, Albuer og Hænder ud paa Figurerne, og derved havde de vun­ det meget i et Øieblik, inden Suppen kom paa Bordet . . .« Under samværet tegnede den yngste af brødrene (Christel) den smukke portrættegning af Oehlenschlæger, som pryder mange danske læsebøger. Den kvalme munkepest hos Nazareneme tiltalte heller ikke Oehlenschlæger. Dette betyder dog ikke, at han i kunstnerisk henseende var enig med Thorvaldsen. Digteren mente, at han som »naturens muntre søn« forstod alt inden for kunsten pr. intuition, han så også ned på al akademiuddannelse. Dette kunne ikke undgå at irritere Thorvaldsen, og der opstod undertiden rivninger mellem dem. Under samværet skrev Oehlenschlæger tragedien »Corregio«,°l hvor Thorvaldsen i skikkelse af Michelangelo er skildret som en noget utilnærmelig brumbasse, medens digteren selv formummer sig som maleren Giulio Romano (Rafaels elev). Oehlenschlæger var på dette tidspunkt 30 år, han var ærgerrig og ville gerne være europæisk be­ rømt så hurtigt som muligt. Tragedien, der blev skrevet på tysk, skulle være hans kunstmanifest å la Mengs og Fessing. Det blev en skuffelse - ret beset hører tragedien til de mindre gode, men som et bidrag til kunstdebatten og som en mindelse om samværet med Thor­ valdsen er den yderst interessant. Det kan nævnes, at den oven for beskrevne scene, hvor Christel Riepenhausen får sin tegning korrigeret af Thorvaldsen, er gengivet i tragediens 2. handling, hvor Michel-