HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1971

J E N S V I B Æ K mand og kendt nationalliberal politiker. Hans procedure fulgte de linier, vi kender fra Fædrelandet. Tietgen forsvarede bestyrel­ sens standpunkt. Trafikproblemerne ved indfaldsvejene var stærkt overdrevet. En havnebane kunne bedst udgå fra den nuværende banegård, og endelig skete der ikke noget ved at se tiden an. Måske troede han endnu, at han og Meldahl kunne få en chance for deres planer. Et tredie forslag fremførtes af etatsråd A. N. Hansen. Hver af de to baner burde have sin station, forbundet med en hestbane over Vesterbrogade. Det var imidlertid, som mødet trak ud, blevet mørkt i salen, så Rothe talte i »ægyptisk mørke«. Han var i virkeligheden oprindelig tilhænger af en nordlig bane­ gård, men mente nu at have fundet en løsning for bevarelsen af det bestående. Han røbede dog ikke, hvad den gik ud på. Da Carl Ploug, Fædrelandets redaktør, fik ordet, havde man fået lysekronerne tændt. Til gengæld mødtes han med råb om »afslut­ ning«. Ploug fulgte den tidligere i hans blad udkastede formodning om krigsministeriets indstilling op. Dette ministerium var mod­ stander af Lehmanns banegård, fordi militæret ville kunne få mere for arealerne ved at sælge dem til bebyggelse. Endelig havde bestyrelsens formand, David, ordet for at bekende sig til Lehmann. Han stemplede direkte Rothes beregninger over omkostningerne som fejlagtige og dokumenterede herved offentligt, at forholdet inden for ledelsen ikke prægedes af nogen gensidig tillid. Nu skred man til afstemning. Dirigenten havde fundet ud af, at der også kunne stemmes om A. N. Hansens forslag (2 bane­ gårde). Det kom først for og faldt med et »til enstemmighed græn- sende flertal«. Dernæst kom turen til Schovelins forslag (Glacis- holmen). Her var udfaldet 200 for og 804 imod. Hovedforslaget (Lehmanns banegård) faldt med 481 ja mod 574 nej. Resultatet modtoges med »stormende hurraråb«, og hermed var Lehmanns forslag ude af verden.12 De værste forventninger var opfyldt. Man

78