HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1971

J E N S V I B Æ K skippere, de skibe, der sælger lertøj og nogle fiskerbåde samt æble­ skuder ikke længere skulle ses i så hyggelig forbindelse med Kø­ benhavns husmødre og tjenestepiger«. Her taler den nye tids mand aldeles uden sentimentalitet. Meldahl var ikke ene om sin plan. Han omtaler den som »mit, Hoffmanns og Tietgens jernbaneprojekt«. Den Hoffmann, der her figurerer, er kaptajn I. A. Hoffmann, der som tidligere sektions­ ingeniør ved den sjællandske jernbanes anlæg åbenbart har re­ præsenteret sagkundskaben. »Da Lehmann fremtvang forlæggelsen af jernbanegården fra syd for Vesterbro til nord for, rejste vi kritik og fastholdt, at den burde blive syd for Vesterbro. Hvilke kapitaler ville der ikke være blevet sparet, ifald man havde fulgt rådet og var blevet syd for Vesterbro!«, skriver Meldahl; og hans datter og biograf tilføjer spidst: »Hvor man nu er endt«.9 På dette tidspunkt var Tietgen og Meldahl nære venner og har vel også på andre områder arbejdet sammen. Meldahls valg af banegårdens beliggenhed var ingenlunde tilfældig. I 1859 havde marinen opgivet Gammelholm, hvis anlæg som bydel var betroet ham. En banegård ved Slotskirken ville uvægerligt have fyret op under grundpriserne på Gammelholm. Hans egen interesse under­ streges også med et lille supplement til planen. En hestbane skulle føre fra Meldahls hovedbanegård ned til hans nye havn: Havnegade. Denne plan vandt ikke Fædrelandets bifald. Om forslaget hed­ der det, »som dog forekommer os vel storartet og dristigt til, at vi tror, det kan komme i betragtning, i hvert fald ikke for øje­ blikket, da sagen, som det ses af gårsnummeret, synes afgjort«. Her foregreb bladet dog udviklingen. Der er tale om Lehmanns afvisning af Rothes »søring«, men hermed var sagen jo ingen­ lunde afsluttet.

7 0