HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1971

K Ø B E N H A V N S A N D E N H O V E D B A N E G Å R D Allerede en måned efter, den 1 1 . maj, kunne direktionen fore­ lægge bestyrelsen ikke mindre end tre planer, der alle havde det til fælles, at de som københavnsk linieføring fastholdt »søringen«. Bestyrelsen valgte en af disse planer (den billigste) og sendte den til indenrigsministeriets approbation den 16. maj. Man var ved at få fornemmelsen af, at det hastede. Den 8. august kunne kommis- sarius svare, at der allerede under 27. juni var opnået kgl. resolu­ tion på den foreslåede linieføring med visse forbehold for mindre ændringer. Det for denne udredning vigtigste og helt afgørende var et forbehold med hensyn til den københavnske linieføring og spørgs­ målet om en ny banegård. Mod nye linieføringer Den 15. september 1861 overtog Orla Lehmann posten som in­ denrigsminister og fandt som nævnt København i »oprørstilstand«, men inden vreden kulminerede med adressens indgivelse, var der sket adskilligt. Magistraten, som hidtil havde forholdt sig afven­ tende, protesterede nu mod »søringen«, med mindre den som fore­ slået af stadsingeniør Colding forsænkedes under udfaldsvejene. For at prøve på at forlige gemytterne nedsatte den nye indenrigs­ minister den 10. oktober en blandet kommission bestående af to repræsentanter for bystyret, Colding og tømmermester, cand. polyt. H. Kayser, to for jernbaneselskabet, Rothe og Schovelin, hvortil kom som krigsministeriets repræsentant oberstløjtnant Dreyer. Når dette ministerium var med, skyldtes det de attakker på det gammelmodige voldsystem, som baneanlægget kunne tænkes at forvolde. For øvrigt er valget ikke helt let at forstå i dag, for Scho­ velin var både gammel ingeniørofficer og regeringsudnævnt med­ lem af jernbaneselskabets kontrolkomité, og Dreyer, som også var ingeniørofficer, var samtidig selskabets tekniske direktør og rege­

6 3