HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1971

K Ø B E N H A V N S A N D E N H O V E D B A N E G Å R D dagen, at den blev anledning til den Rothe’ske sørings endelige forlis. Det er denne københavnske side af sagen, vi vil forfølge, mens vi går let henover debattens øvrige emner. Men alene vejen til tinge var lang. Ganske vist gjorde den kgl. kommissarius ved jernbaneanlæggene på Sjælland, departements­ direktør L. P. Larsen, der først modtog jembanesageme til be­ handling, allerede den 9. juni 1859 indenrigsminister A. F. Krieger opmærksom på andragendet. Men så gik der en rum tid. Den 2. december skete der et ministerskifte, idet I. C. Jessen overtog inden­ rigsministeriet i det kortvarige og lidet handlekraftige ministerium Rotwitt. Jessen nåede dog inden ministeriets afgang sidst i fe­ bruar at svare på selskabets ansøgning i en skrivelse af 24. januar, hvori det hed, at ministeren for tiden ikke kunne indlade sig på en Dyrehavsbane. I jernbaneselskabet slikkede man sine sår, men efter generalfor­ samlingen i maj 1860 blev sagen taget op igen. Den 25. august skrev man på ny til indenrigsministeren og gentog sin anmodning om at måtte bygge en bane til Klampenborg, idet det antydedes, at forholdene havde ændret sig siden afslaget i januar. Her tænktes formentlig på, at den meget jembaneinteresserede biskop D. G. Monrad den 24. februar havde overtaget indenrigsministerposten, ganske vist kun ad interim. Den 12. september havde kommissarius sin indstilling til Monrad klar. En jernbane mellem København og Dyrehaven, vil »ganske vist være en stor behagelighed, navnlig for den mindre formuende del af Københavns befolkning, men man må først og fremmest anse en sådan bane som et led i en bane til Helsingør«, hvorfor han henstiller, at koncession kun gives for hele strækningen, og at man udsætter afgørelsen, til man kan forelægge en samlet plan for alle danske jembaneanlæg. Denne samlede debat, som kommissarius havde sat sit håb til, 59